Involution & Evolution

Disse to ord − involution og evolution − dækker hele den lange pilgrimsrejse, som hver livsenhed eller monade skal gennemgå, før den har realiseret de potentielle eller "genetiske" muligheder, den rummer, og udviklet sig til et væsen på højde med sit ophav – det vil sige Planetlogos og i sidste instans Sollogos.

Hvis man skal danne sig et indtryk af denne enorme udviklingsproces, er det nødvendigt at acceptere påstande, der på nuværende tidspunkt umuligt kan bevises, og som derfor må betragtes som indicier og relevante arbejdshypoteser, der kan danne grundlaget for en dybere forståelse af menneskets natur og udvikling.

Monaderne

I tidernes morgen − for mange milliarder år siden − blev de åndelige kim − monaderne − udskilt fra deres ophav af den guddommelige natur og "anbragt" på systemets "næst øverste" plan, der har fået navn efter monaderne – det monadiske plan. På dette tidspunkt kan deres tilstand måske bedst beskrives som en salig eller paradisisk ubevidsthed om alt andet end deres egen eksistens, men fordi de er "skabt" i Guds billede, er de potentielt i besiddelse af hele den guddommelige natur og skaberkraft.

Ligesom et agern rummer den "genetiske kode" til et fuldkommet egetræ, har monaden i sin natur alt, hvad den behøver, for at nå samme udviklingsgrad som sit ophav, og den begynder nu på en proces, der minder meget om det, der sker, når agernet plantes i jordbunden, udsender sine rødder og begynder at optage næring i form af vand og mineraler.

Monaden sender en strøm af ren livsenergi ned i "jordbunden", som er de fem eksistensplaner under det monadiske plan. Efterhånden som den bevæger sig "ned" eller "ud" i de "underliggende" verdener, knytter den et atom fra hver verden til sig. Disse atomer er forbundet med monaden igennem hele udviklingsforløbet, og derfor kalder man dem for permanente atomer eller enheder.