Indvikling & Udvikling

De permanente atomer er monadens udgangspunkt på planerne, og via dem begynder den nu − plan for plan − at optage "næring" i form af de forskellige svingninger eller vibrationer i planernes stofmasser. Svingningerne oplagres i de permanente atomer, på samme måde som man kan lagre elektromagnetiske impulser i computere eller på Cd-skiver.

Denne "nedadgående" bevægelse kaldes involution, som nærmest betyder "involvering" eller "indvikling" i stadig tungere stofformer eller -planer.

Processen strækker sig over ufattelige tidsrum på mange milliarder år, men på et eller andet tidspunkt har monaden slået "rod" eller fået "fodfæste" på alle planerne hele vejen ned og er nået frem til den fysiske verden. Her er der et slags "vendepunkt", for nu begynder en ny proces, der går i modsat retning. Det er den tilbagevenden til de åndelige "højder", som kaldes evolution, dvs. en udvikling væk fra de "tungere" stofverdener og tilbage til udgangspunktet − det monadiske plan.

Hvis man vil forstå evolutionsprocessen, kan den sammenlignes med størrelser fra elektricitetens verden. Udtrykkene "legeme, sjæl og ånd" er kendt fra Bibelen, men inden for åndsvidenskaben kaldes de for "liv, bevidsthed og form". Livet kan sammenlignes med en elektrisk strøm og formen med en ledning. Naturlovene siger, at når strømmen løber gennem ledningen, dannes der et magnetfelt omkring den, og dette felt kan man opfatte som "bevidsthed". Men lovene siger også, at når ledningen er lige, er magnetfeltet svagt, mens det øges, hvis ledningen vikles, så den danner en spole. Jo flere vindinger, der er i spolen, jo stærkere bliver magnetfeltet.

Hvis dette eksempel overføres til evolutionsprocessen, betyder det, at når livet (den elektriske strøm) manifesterer sig i en stofform (ledningen), udvikler det bevidsthed (magnetfeltet), og jo mere kompleks og sammensat formen bliver (jo flere vindinger spolen har), jo højere er bevidsthedens udviklingsgrad (magnetfeltets styrke).