Dyrebevidsthed
Her bliver livsformerne for første gang i evolutionen i stand til at bevæge sig omkring ved egen kraft, og da cellestrukturerne samtidig bliver mere komplekse og sensitive end i planteriget, opnår dyrene i de sidste stadier en bevidsthed, som på mange måder kan siges at udgøre det instinktive grundlag for den senere menneskebevidsthed.
Gennem oplevelser af sult og mæthed, tryghed og utryghed, tilfredshed og frustration, glæde og sorg, tillid og mistro udvikler dyrene selvopholdelsesdrift, kønsdrift, forældreinstinkt, flokinstinkt og andre grundlæggende bevidsthedsaspekter, som rummer både følelses- og tankeelementer.
Gruppesjælsprincippet
Her skal der indskydes en vigtig bemærkning, for udviklingen i disse tre "underliggende" naturriger foregår efter det, der i åndsvidenskaben kaldes gruppesjælsprincippet – dvs. at mange enheder har en fælles hukommelsescenter, der kaldes gruppesjælen. Gruppesjælen bliver nærmere beskrevet i næste artikel.
Dyrefasen kulminerer i de såkaldt "højere" pattedyr, hvor bevidstheden "kvalificerer" sig til menneskeriget. Overgangen sker via en proces, der kaldes individualisering – en proces, der også beskrives i næste artikel.
Dette afsnit afsluttes med at citere Djelal ed-Din Rumi, en sufimystiker som levede i det 13. århundrede:
"Jeg døde som en sten og blev en plante.
Jeg døde som plante og blev til et dyr,
og nu er jeg et menneske.
Hvorfor frygte døden?
Blev jeg nogensinde ringere eller mindre af at dø?
Jeg dør engang som menneske
og bliver til et væsen af lys,
en drømmende engel,
men min vej går videre.
Alt undtagen Gud, forsvinder.
Jeg bliver, hvad ingen hørte eller så.
Jeg bliver stjernernes stjerne,
der stråler over fødsel og død".
|
