Gruppesjælsprincippet
Det er vigtigt at forstå, at i mineral-, plante- og dyreriget er det gruppesjælsprincippet, der er den styrende faktor. Som tidligere omtalt, registrerer mineralernes og planternes gruppesjæle kun meget enkle påvirkninger. I dyreriget er de erfaringer, som de forskellige dyr oplever, meget forskellige. I de mere uudviklede dyreformer er der ofte tusindvis af dyr med samme gruppesjæl, mens der i de højere dyreformer − som f.eks. hunde, katte, elefanter, primater, muligvis delfiner og andre − kun er få i hver gruppe- sjæl. Det medfører, at udviklingen fører til, at det ene liv, der oprindelig blev manifesteret som en mangfoldighed, igen bevæger sig tilbage mod enhed, efterhånden som bevidstheden nuanceres og egenskaberne specialiseres.

Hvis man vil illustrere, hvordan en gruppesjæl fungerer, kan man bruge et meget enkelt billede – man kan sammenligne gruppesjælen med en spand vand. Vandet i spanden kan eksempelvis repræsentere ti kattes sjælsprincip.
Hvis vandet i spanden hældes op i fem glas, svarer det til, at der er inkarneret fem katte fra gruppesjælen. Så længe vandet er i glasset, lever kattene som individuelle væsener. De erfaringer, det individuelle dyr gør i sin tilværelse, kan illustreres med et farvestof, der hældes i det glas, der repræsenterer dyret. Vandet i dette ene glas præges af den blå farve. I det andet glas er vandet rødligt. I det tredje bliver det overvejende grønt osv.
Når de fem katte dør, hældes vandet med de forskellige farver tilbage i spanden, og farvestoffet vil brede sig til hele vandmængden blot i fortyndet form. Og når farverne er blandet i spanden, kan man aldrig af dette indhold få nøjagtig den samme farve (kat) igen. Det medfører, at de enkelte kattes erfaringer samler sig til en kollektiv erfaringsmasse, som kommer alle fremtidige inkarnerede dyr til gode i form af en iboende instinktiv viden.
|