Sjælen - menneskets sande jeg

Sjælen er det bibelske udtryk for menneskets "sande jeg", og inden for religiøse systemer og esoteriske skoler har sjælen fået mange betegnelser, som hver især udtrykker menneskets oplevelse af sin indre "guds" skønhed og storhed. Men uanset hvor maleriske og poetiske disse udtryk er, kan de kun give et svagt indtryk af sjælens virkelige storhed, for i den fysiske verden findes der ikke ord og begreber, der kan beskrive de tilstande og egenskaber, der er karakteristiske for hvert enkelt menneskes indre kerne. Nogle af de betegnelser man kan møde i forskellige skoler og litterære værker, er "Egoet" (ikke at forveksle med psykologernes "ego" ), "Selvet", "mesteren i hjertet", eller "det sande jeg" − og mange flere udtryk.

Denne ubeskrivelige storhed og skønhed er ikke personlighedens værk, men skyldes, at hver menneskesjæl er tilknyttet en såkaldt "solengel" − en deva, der selv har gennemført menneskeevolutionen for tidsaldre siden. Sol­englen befinder sig på et udviklingsniveau, som nærmest kan sammenlignes med mesterstadiet. Denne solengel følger mennesket, til det når 4. indvielse, hvor den forlader mennesket, fordi mennesket nu selv er blevet ét med monaden.

I den esoteriske litteratur møder man også begrebet skytsengel. Det er en deva, der er tilknyttet hvert eneste menneske, og det er skytsenglens opgave at beskytte mennesket i den periode, hvor det er i fysisk inkarnation. Der findes mange beretninger om skytsengle, der har grebet ind, når det fysiske menneske er i fare.