Instinktiv bevidsthed
Gruppesjælenes kollektive bevidsthed har altså form af instinkter. Det kan eksempelvis være ællingers evne til at svømme første gang, de kommer i vandet, en gråspurvs evne til at bygge rede, der er nøjagtig magen til den, tidligere generationer byggede, eller fugleflokkes evne til at finde vej sydpå i vinterperioden og tilbage til deres rugepladser om foråret – ofte strækninger på flere tusinder af kilometer.

Disse instinkter er udtryk for den samlede sum af de erfaringer, som alle gruppesjælens enheder har gjort gennem årtusinder, og ved hjælp af denne direkte bevidsthedsforbindelse styrer og leder gruppesjælen de enkelte dyr, når de er fysisk inkarneret.
Morfogenetiske felter
Biologen Rupert Sheldrake kalder i sin bog A new Science of Life disse kollektive erfaringsmasser for morfogenetiske felter, og han har med sin forskning skabt en vigtig forbindelse mellem åndsvidenskaben og biologien. Gennem naturvidenskabelige forsøg er det blevet påvist, at hvis rotter ét sted i verden lærer en bestemt ting, bliver det lettere for samme type rotter andre steder i verden at lære den samme ting. Forsøgene viser, at rotterne tilsyneladende har en bevidsthedsmæssig fællespulje, hvor mange rotter får glæde af nogle få rotters anstrengelser, hvis de tilhører samme art.
Generelt kan man sige, at jo mere primitiv en art er, desto mere ligner de inkarnerede livsenheder hinanden − og omvendt − at jo mere fremskreden udviklingen er, desto mere karakteristiske bliver de enkelte væsener. De nærmer sig med andre ord en tilstand, hvor det kollektive præg bliver til et individuelt præg.
Den endelige overgang fra den kollektive bevidsthed til det individuelt inkarnerede menneskevæsen − den såkaldte individualisering − skete i slutningen af dyreriget, og det udviklede instinkt var den udløsende faktor.
|