Reinkarnationsprincippet

Som tidligere beskrevet kaldes den udviklingsmetode, evolutionen bruger i menneskeriget, reinkarnation. Reinkarnation er udtryk for periodicitetens lov, som den kommer til udtryk i menneskets verden. Det indebærer, at mennesket via en lang række inkarnationer i fysiske legemer udvikler de egenskaber, som evolutionsplanen kræver af menneskestadiet. På det fundament, som er "støbt" i de undermenneskelige naturriger, lægges der i menneskeriget sten på sten, og mennesket opbygger på denne måde "Salomons tempel", som sjælen kaldes i Bibelen.

Her er der i høj grad tale om "guddommeligt genbrug", for intet går til spilde. Efter hver inkarnation giver mennesket partiklerne i sit fysiske, astrale og mentale legeme tilbage til naturens store reservoir. Disse partiklers iboende liv er blevet beriget, efter at mennesket har "lånt" dem og brugt dem, og dybest set er det denne forædling, der er menneskets primære opgave i evolutionen – nemlig at forløse eller tilføre stoffet i legemerne en højere vibration end det havde, før det blev indbygget i menneskets legemer. Det er også forklaringen på, at højt magnetiserede legemer fra afdøde indviede ofte bevares i længere tid, end det er tilfældet med gennemsnitsmennesket.