Karmaloven

Den mekanisme, der sørger for, at mennesket lærer af sine erfaringer og ikke bliver ved med at begå de samme fejl i én uendelighed, kaldes karmaloven. Karma er et sanskritord, der betyder handling, og derfor er karmaloven i virkeligheden handlingens lov. Men opfattelsen af begrebet handling skal imidlertid udvides, så det omfatter alle handlinger og al aktivitet i alle verdener. Man må med andre ord opfatte følelser som handlinger i den astrale verden og tanker som handlinger i den mentale verden.

Karmaloven er loven om årsag og virkning. Og der findes ingen årsag uden en virkning. Alt, hvad et menneske gør, hvad det siger og tænker, er aktive kræfter i relation både til mennesket selv og til andre mennesker. Tanker, følelser og handlinger griber ind i verdensordenen og skaber spændinger og personlige forbindelser mellem mennesker, og de virker derfor som årsager, der uundgåeligt vil resultere i virkninger. Det er karmaloven, der sørger for, at disse spændinger og indbyrdes relationer afbalanceres på en måde, der fremmer evolutionen.

Derfor er det forkert at opfatte karmiske virkninger som en slags "straf", som udmåles af naturen. Karma er et pædagogisk system, der repræsenterer en mulighed for at lære de lektier, der udgør menneskefasens "pensum".

Før en ny inkarnation planlægger sjælen hvilke egenskaber, den vil forsøge at udvikle eller forbedre, og hvilke karmiske årsager den vil afvikle og omdanne til erfaringer.

I sin bog Livet inden livet beskriver den amerikanske psykolog Helen Wambach, hvordan sjæle, som er på vej ind i inkarnation, sammen med andre sjæle planlægger forløbet og aftaler at indgå personlige forbindelser med hinanden. Ofte planlægger de på dette tidspunkt ikke alene snævre familieforhold som ægtefæller eller søskende, men også fjernere familieforbindelser eller nære venskaber.

Som konklusion kan man sige, at mennesket skaber sin egen skæbne. Den måde et menneske handler, føler og tænker i relation til andre mennesker, lægger grundlaget for kommende liv. Et eksempel på den rivende udvikling, som menneskeheden for tiden gennemgår, ses ved at iagttage børneopdragelse tidligere og nu. For få årtier siden fik børn en meget barsk og hård opdragelse, hvor børnene i nutiden − i det mindste i den vestlige verden − generelt set er i centrum med kærlighed og omsorg.

Når det opvågnende menneske rigtigt forstår disse sammenhænge, vil alle lidelsesfulde såvel som lykkelige liv kunne ses og forstås i en større sammenhæng.

Hvert eneste liv er som et blad i det enkelte menneskes personlige "Livets Bog". Det, der er skrevet (fortiden), kan ikke ændres, men den side, der lige nu skrives (det liv der leves lige nu) og de kommende sider (fremtiden), skal man selv forfatte i kraft af den måde, man tænker, føler og handler.

Hvert liv er som en "skoledag", hvor mennesket lærer en bestemt lektie – og lærer man ikke lektien den ene dag (liv), får man chancen for at lære den næste dag (det kommende liv)!

Når man fornemmer eller får vished om hvorfor, bliver man klar over, at man selv skaber sin egen skæbne, og at INTET sker, som man ikke selv har været årsag til!

Med denne indsigt bliver livet meningsfyldt og får perspektiv.