Den kødeligt fængslede, inkarnerede, individuelle åndelige sjæl – den ikke-fysiske, ikke-sansende, subtilt kodede essens, der udgør ​​personlighedens mentalitet, hukommelse, følelser og vilje, som befinder sig i en livmoder af ren ånd – kan være en måde, sandheden jonglerer med sin uendelige rigdom, udfolder sig i mindre tilslørede versioner af sig selv i form af inkarnerede sjæle, som samtidig er enheder, der er i stand til at forædle og vokse, og dermed gøre det muligt for skabelsen til sidst at vende tilbage til Skaberen i taknemmelighed.

Den åndelige sjæl eller sjælen på sit eget plan (kausalplanet) skal ikke forveksles med den sjæl, som ofte kaldes ego’et, der er inkarneret i personligheden, for det er den inkarnerende sjæl eller menneskets ego, der har de uintelligente, krystalliserede personlige forestillinger og holdninger, der blokerer for åndens gennemstrømning og erkendelse af sandheden. Måske var den bibelske legende om ”bortvisningen fra Edens have” et symbolsk billede på, at der blev sagt farvel til sandheden, dengang den nyskabte menneskeart blev undfanget med henblik på at væve en rigdom af mønstre og nuancer i fysisk, astralt og mentalt stof ved hjælp af den frie vilje og intelligensen, og derudover tilføje kreativitet til undervisningen i sjælens skole som man også kalder ”verden”. Og som ”fortabte sønner” – nedslidte af det fysiske liv, men livskloge – er det hensigten, at ”sønnerne” skal vende hjem til livets rene kilde.