Scenen fra filmen med den unge Gandhi på 1. klasse i et sydafrikansk tog, kan bruges som eksempel. På grund af Gandhis hudfarve bad man ham om at forlade kupéen – for sådan var reglementet dengang – men han var rystet over den personlige fornærmelse og den sociale uretfærdighed. Det var sikkert ikke Gandhis ånd, der følte overgrebet, for den rene ånd kan ikke blive fornærmet. En ydmyg munk ville sandsynligvis reagere ved stille og roligt at flytte til en kupé på 3. klasse, selv om han havde betalt for en billet til 1. klasse, for på det tidspunkt var Indien stadig underlagt englændernes kolonialisme og trældom. ”Ego’et” i personligheden optrådte her som det beskyttende aspekt, der bøjede sig for samfundets ønsker, da impulsen til vrede blev forvandlet til fredelig og samarbejdsvillig social handling (åndelige kvaliteter).

Alle store civilisationer begynder med storslåede kosmiske afsløringer, der åbenbares fra den evige skabende åndelige kilde – for straks efter at blive forurenet med materialistiske forvrængninger. Derfor kan man modtage guddommelig oplysning og profan forvanskning næsten samtidig. Hvis det profane skaber ubalancer hos de inkarnerede ”ego’er”, bliver de årsag til kaos og frygt i omgivelserne, indtil masserne i kollektiv frustration skriger om hjælp fra nye profeter og sandhed.