I menneskets erfaring findes sandheden allerede i den enorme spændvidde mellem den åndelige virkelighed og den kropslige og materialistiske virkelighed. Sandhedens kvaliteter kan fornemmes i korte transcenderende begivenheder via sanserne, hvor man oplever overvældende skønhed, sublime visioner og indre stemmer – eller åbenbaringer via tankesindet, intuition, inspiration eller total stilhed – eller via kroppen ved toppræstationer inden for kunst og sport – eller indhyllet i kærlighed – især i ubetinget universel kærlighed. Helgener, mystikere, genier og mennesker i dyb meditation har oplevet det privilegium at ”røre ved en flig af sandhedens klædning”. Små børn, kreative kunstnere, fredfyldte og kærlige sjæle – ikke mindst de mennesker, der har lidt under livets barske men udrensende processer – og nogle gange endda ”gale” mennesker – har tilsyneladende mere end almindelig adgang til sandheden. Det kan gøre dem til helte i perioder pga. usædvanlig klarhed og stort mod.

Alligevel er glimt af sandhed overraskende almindelige midt i den mest rutinemæssige materialistiske hverdag, for ånden er allestedsnærværende, og den er altid klar til at gøre sin indflydelse gældende. Den engelske digter John Keats berømte udtalelse: ”Skønhed er sandhed, sandhed er skønhed” er en beskrivelse af ånden, der forsøger at præsentere sig så rent som muligt via menneskets fysiske sanser. Lykkelige oplevelser af skønhed i naturen, i sproget, i musikken, i dansen, i billedkunsten, i dufte, i smag, i berøring og i atletisk perfektion er eksempler på åndens gaver til sanserne i de legemer, mennesket beliver. Det er en faktuel og alligevel flygtig åndelig-fysisk blanding, der ofte kaldes ”bevidsthedsfeltet”. Det repræsenterer tilstande, hvor man forløses fra personligheden, den tætte kropslighed, den påtrængende mentale aktivitet og endda selve tiden. At stifte bekendtskab med disse bevidsthedsområder, svarer til at blive som en af de græske guder eller opleve, at man er åndens fysiske gral på Jorden.