Måske har fortællingerne om barnet Krishna og om Jesus-barnet som inkarnerede guddommeligheder overlevet i historien, fordi et lille barn er en så uskyldig personificering af ånden, at symbolet er let at acceptere. Spædbarns-symbolikken rummer et løfte om vækst og modning i voksenalderen, hvor åndeligheden stadig er i behold. Babyer er et universelt symbol for ren og uspoleret uskyld. De kan vække stort set alles potentiale for spontan uselvisk kærlighed. Almindelige dødelige mennesker, der er nedsænket i materialismens runddans, er sandsynligvis så betagede og charmerede af spædbørn, at de iagttages med en slags tilbedelse, for de fleste mennesker reagerer på legemliggørelse af uberørt renhed – selv om reaktionen er kortvarigt. Spædbørn – fornyelsens evige gave til verden – kan være den mest ædle præsentation af sandhed på det fysiske plan.

Indtil videre er sandhed i menneskelig form kun blevet forsigtigt omtalt, og for det meste med henvisning til helt ekstraordinære skikkelser langt tilbage i historien. Men der er ingen tidsmæssig begrænsning for den allestedsnærværende og almægtige ånd, selv om den er vanskelig at definere, og der er markante eksempler på åndens legemliggørelse i mange lande i tidens løb – også i nutiden. Faktisk er de oplyste skikkelser og deres tilhængere blevet kendt, netop fordi de søgte sandheden. Selv i nutiden – midt i de mørke, barske og urovækkende fysiske begivenheder (eller måske på grund af dem), er der mange beviser på, at der samtidig skyller en stor åndelig bølge gennem menneskeheden.