Mødet med virkeligheden
At evaluere sine anstrengelser i et nøgternt og konkret lys kan opleves som skræmmende for mystikere, som tror, at verden nok skal blive bedre, bare man udsender hvidt lys og kærlige vibrationer til hinanden. Men pengestrømmen vendes ikke fra egoistiske til altruistiske formål, hvis der ikke er nogen, som organiserer arbejdet på det fysiske plan.
Saturn symboliserer den konkrete virkeligheds begrænsninger og modstand. Den fysiske virkelighed yder modstand og sætter grænser for menneskets kapacitet. Man skal med andre ord overskride nogle grænser og tærskler, og bestå bestemte prøver i det praktiske liv, før man kan påstå, at man f.eks. har realiseret en idé.
Saturn er livets læremester. Det er en fysisk og åndelig lovmæssighed, som sikrer, at enhver bevidsthedsudvidelse afprøves i praksis. I Stenbukkens måned bliver man prøvet på sine beslutninger på en meget konkret og fysisk måde. Hvis man påstår, at man har til hensigt at realisere sin sjæl, så skal man vise det i hverdagen. Det er altså ikke nok blot at interessere sig for ”esoteriske” emner og at gå til foredrag om astrologi, åndsvidenskab, antroposofi, kosmologi eller for den sags skyld engagere sig i bibelstudier. Nej, Saturn kræver konkrete resultater og anstrengelser. Træet skal kendes på sine frugter. Man skal derfor forudse, at Stenbukkens måned tester, om man er i besiddelse af den intelligens på det fysiske plan og den udholdenhed, selvdisciplin og viljestyrke, som et åndeligt arbejde og realiseringen af sjælens visioner kræver. I modsat fald vil Saturn vise, enten i skikkelse af autoriteter eller andre ydre begivenheder, at de påståede visioner og forestillingen om åndelig stræben ikke er andet end luftkasteller.
Månedens meditationsemne er derfor:
”Hvad er vores andel i opbygningen
af Den Nye Tidsalder?
Hvad er vores opgave?”
|