Man skal vække intuitionens lys
Skyttens tegn transmitterer 4., 5. og 6. stråle plus 2. stråle via den eksoteriske hersker Jupiter og 3. stråle via den esoteriske hersker Jorden.
Sammenfattende kan man sige, at det navnlig er 6. stråles brændende idealisme, der driver Skytten videre, kombineret med Jupiters ekspansive kraft, som giver Skytten et næsten umætteligt behov for at udvide sin bevidsthed mod nye og fjerne horisonter. Når det udviklede menneske kommer under Skyttens indflydelse, er det ikke længere kun brændende begær, der driver det fremad, men også intuitionens lys. Når intuitionen vækkes, bliver behovet for Tvillingernes gruppesamspil større, fordi disciplen erkender, at ingen kan gå vejen alene. Derefter begynder disciplen at orientere sig mod de andre pilgrimme på vejen, som er åbne for samarbejde for at udføre de storslåede planer.
Månedens meditationstema lyder sådan:
”Når man forfølger mål efter mål,
stimulerer det vennernes udvikling”.
Skytten er en pilgrim. Skytten er altid på vej mod nye mål, erkendelser og sandhed. Skyttens symbol er en opadrettet pil, der symboliserer tankens flugt mod intuitionens verden. Intuition er ikke en svag fornemmelse eller en ubestemt følelse. Intuition er den klareste tanke, som opstår spontant i det oplyste tankesind, når tænkeevnen og kærligheden er højt udviklet. Intuition er karakteriseret ved at være helheds- og gruppeorienteret. Intuition er med andre ord det sublime overblik, som gør iagttageren i stand til at fortælle om det, der iagttages, sådan at en større og mere omfattende virkelighed kan udfolde sig. Det er en krystalklar erkendelse af sandhed, og en vished om, hvor man skal hen og hvorfor. Intuition repræsenterer den klare erkendelse af Planen.
|