Vulkan – smedeguden
Vulkan, smedeguden, er den esoteriske hersker, som i mytologien er kendt for at smede smukke smykker og stærke våben. Det er et symbol på den sjælsfusionerede personligheds evne til at skabe de smukkeste kvaliteter i kraft af målbevidst stræben og dybtgående forvandlingsprocesser. Vulkan er kanal for den guddommelige kraft og viljesaspektet. Vulkan er også symbol på sjælens fokuserede hensigt, som i gennemsnitsmennesket viser sig som instinktivt begær efter fysiske erfaringer og som vilje og kontrolleret hensigt hos det åndeligt stræbende menneske. Vulkan er i sit højeste aspekt menneskets evne til at skabe de kvaliteter i personligheden, som er nødvendige, for at sjælen kan manifestere sig fysisk. Det er målrettet viljeskraft, der gør disciplen til ”Guds tyr, der styrter frem”, som det hedder med et esoterisk begreb. Ved hjælp af Vulkans energier lærer man at disidentificere sig fra den fysiske verdens tiltrækning og praktisere målrettet disciplin.
Den Guddommelige Plan er ikke en diffus følelsesladet drøm, der skal realiseres med overdreven navlebeskuelse. Det er et meget konkret opbyggeligt arbejde midt i den fysiske verdens aktiviteter, hvor man risikerer at få ”jord under neglene”. Opgaven for disciplen i Tyrens måned er med Djwhal Khuls ord:
”Disciplen har behov for at forstå den åndelige side af Venus, der påpeger, at Guds søn, som er tankens søn, er redskab for Guds kærlighed. Disciplen skal derfor lære at transmutere viden til visdom, overvinde den destruktive side af Vulkan og dermed også af 1. stråle og i stedet virke som ’den, der former sjæle’ − herunder sin egen. Disciplen skal sigte mod et klart syn, ren glad vilje og udryddelse af personlighedens begær. Det er målet for disciplen i Tyren”.
Alice A. Bailey: Esoteric Astrology, p. 394
Meditationsemnet i Tyrens måned lyder sådan:
”Vi påkalder nyt lys for menneskeheden
og viljen til at se og vælge den ædle vej”.
|