Sjælens triumf
Kamp er en uundgåelig faktor i Skorpionens tegn, og det kommer tydeligt til udtryk ved, at Mars både er den eksoteriske og esoteriske hersker. Kampenergien kan bruges på to niveauer: Det personlighedsfokuserede menneske bruger energien til at bekæmpe andre konkurrenter, mens det humanistiske menneske primært udkæmper kampen på indre planer mod de dæmoner, som vil forsøge at fastholde det i de gamle mønstre. Grundtonen i Skorpionens måned er prøver, kamp og triumf.
Det esoteriske nøgleord lyder sådan:
”Kriger er jeg,
og fra kampen står jeg sejrrig frem”.
Herkules
Kampen mod ”det onde” skal imidlertid overholde bestemte regler, som er omtalt i den græske myte om Herkules’ kamp mod det 9-hovede uhyre. Herkules ankom til sumpen, hvor slangen Hydra opholdt sig. Først nægtede den at komme ud af sin hule, men endelig lykkes det for Herkules at provokere uhyret frem ved hjælp af brændende pile. Herkules forsøgte derefter at knuse uhyrets hoveder med sin kølle, men forgæves, fordi der for hvert hoved, der blev knust, voksede tre nye frem. Udmattelsen og døden nær, huskede han sin lærers (sjælens) råd. Han greb uhyret, og på sine knæ løftede han det op i lyset, hvorefter det døde. Myten fortæller, at mørket i mennesket skjuler sig, indtil man målrettet fokuserer tankesindets lys mod det. Man skal heller ikke bekæmpe mørket med mørkets midler, for så tredobler man bare mørkets styrke. Man skal i stedet bevidstgøre sig om mørkets tilstedeværelse i tankesindet (løfte det op i lyset). Man skal acceptere dets tilstedeværelse som en del af eksistensens vilkår, og i ydmyghed se sig selv i øjnene (ved at gå ned på knæ), hvorefter indflydelsen svækkes, når man retter opmærksomheden mod lyset. Eller sagt på en anden måde. Ved at opdyrke modpolen til mørket og acceptere, at der findes fordømmelse og møde had med kærlighed, så styrker man det gode, og det onde visner.
Månedens meditationsemne lyder sådan:
”Vi foretager den store linjering,
som kanaliserer mod til hjertet og sejr til sjælen”.
Den store linjering eller koordinering er den integrerede personligheds fusion med sjælen og senere med monaden.[1]
_________________________________
[1] Monaden er den trefoldige ånd på sit eget plan (det monadiske plan). Monaden er menneskets højeste princip − ”den ene” i det enkelte menneske.
_________________________________
|