Under udviklingen af skelneevnen bliver modsætningernes par hurtigt en alt for grov målestok. Livets skole kræver en langt højere grad af nuancering mellem en lang række vanskeligere valg. Alice A. Bailey udtrykker det sådan:

”De lektier, som alle disciple skal lære (før de kan få stor indflydelse i verden), kan udtrykkes som det nødvendige i at lære at bruge skelneevnen:

1. Mellem primære og sekundære principper, dvs. mellem to principper, der er lige rigtige:

a. Det, der er rigtigt, set i stort perspektiv og i lille perspektiv.

b. Det, som er rigtigt for mennesket selv, men som ikke nødvendigvis er rigtigt for andre mennesker.

2. Mellem et menneskes personlige dharma, forpligtelser og individuelle opgaver og dets gruppeansvar og grupperelationer (familie, arbejdsgrupper, nation, indre grupper, menneskeheden).

3. Mellem de behov, som gruppearbejdet indebærer, og det enkelte menneskes behov.

4. Mellem væsentligt og uvæsentligt”.

Alice A. Bailey: Discipleship in the New Age, I, pp. 296-297

Det er den vanskelige skelnen mellem det, der er rigtigt i en absolut forstand, og det, som er rigtig i en konkret forstand − og det rigtige er ikke nødvendigvis sammenfaldende. Alle ved, at man ikke bør handle ondt mod sine medmennesker, men i nogle situationer kan magt, der medfører døden, være det kærligste svar på en dramatisk situation. Det oplevede menneskeheden tydeligt under Anden Verdenskrig. Og det er også kærlighed, hvis man forsvarer sig selv eller et andet menneske mod et voldeligt overfald, også selv om det medfører skade på voldsmanden.