Før dette emne forlades, skal en eventuel misforståelse fjernes. Nogle forfattere har beskrevet den kommende cyklus som "kvindens tidsalder", og det står på en måde i kontrast til den positive tænkning og handling, der er egenskaber i Den Nye Tidsalder. I virkeligheden er det ikke et modsætningsforhold. Den kommende tidsalder kan sagtens kaldes "kvindens tidsalder", fordi kvinder for tiden og fremover for første gang i historisk tid har mulighed for at deltage fuldt og helt og på lige vilkår med mændene. I løbet af de seneste årtier har kvinder på grund af de nye vilkår både krævet at få og forpligtet sig til at tage en større aktiv rolle i det sociale liv. Det var uundgåeligt, og det har givet gode resultater. Kvinder er ikke længere begrænset til de feminine roller, selvom disse roller har stor betydning, men som enkeltpersoner bidrager de mere og mere med deres specifikke feminine egenskaber til menneskehedens liv.

Denne udvikling kan dog også medføre farer og overdrivelser, og det har man allerede set i den overdrevne "mandliggørelse" af kvinder. I de tilfælde, hvor kvinderne efterligner mændene for at konkurrere med dem, kan det medføre, at kvinderne mister evnen til at værdsætte de feminine roller og endda nægte at påtage sig dem. Alfred Adler kaldte det en "maskulinitetsprotest", for han tillagde denne tendens stor betydning som årsag til flere af nutidens nervelidelser og psykologiske problemer.

For at undgå den slags overdrivelser er det nødvendigt, at kvinderne får forståelse for denne problematik, så de bliver klar over, at løsningen ligger i accept af de feminine roller, at værdsætte værdien af dem og udføre dem på en bevidst måde. Hermed menes der ikke, at kvinderne fuldt og helt skal identificere sig med enhver feminin rolle og heller ikke at de bevidst supplerer den med nogle "højere" maskuline egenskaber. Det er igen et spørgsmål om integrering og om syntese uden samtidig at forkaste noget naturligt, vigtigt og nødvendigt.

Når kvinderne både individuelt og som gruppe har udviklet denne integrering, kan de samarbejde frit og på lige fod med mændene i opgaven med at forme den nye civilisation og kultur. I denne opgave har de desuden den vigtige rolle at modvirke den dominerende maskuline tænkning og handling, at integrere den og at afbalancere den med de feminine egenskaber.

Man kan sige, at afbalanceringen af de maskuline og feminine polariteter og roller er et aspekt af relationen mellem kærlighed og vilje. Ofte optræder de to begreber hver for sig og endda i opposition til hinanden, og det er en af årsagerne til mange problemer.

Problemet er, at mennesker med en stærk vilje ofte kun har lidt kærlighed, og mennesker med masser af kærlighed, kun har begrænset vilje. Løsningen er indlysende, men ikke nem at praktisere. De, der har kærlighed, skal udvikle en tilsvarende grad af vilje, og de, der har vilje, skal udvikle mere kærlighed. Desværre er det sådan, at de, der har en stærk vilje, ikke har lyst til at udvikle kærlighed, for de er tilfredse med at udtrykke sig i kraft af deres vilje, indtil de konfronteres med reaktioner og modstand. Og det nedbryder dem ofte. Det findes der mange eksempler på.

På den anden side skal de, der primært er kærlige, være "villige" til at udvikle viljen for at gøre deres kærlighed mere effektiv, mere skabende, og for at afbalancere den dominerende vilje. Det er en presserende opgave at udvikle vilje for at kunne udtrykke kærlighed mere effektivt og konstruktivt, og det er et vigtigt aspekt af afbalanceringen og synteseskabelsen af de modsætninger, der blev omtalt i den forrige instruktion.