Det er en meget aktuel problematik. Især blandt de unge er der mange, der forsøger at slippe uden om personligheden. De er utilfredse med personlighedslivets ordinære niveau, og den indstilling er sådan set rigtig. Men de forsøger at undgå det ved at udrydde al opfattelse af identitet og ansvar, og de prøver oven i købet at frigøre sig ved hjælp af drugs, at glemme sig selv, at opnå en slags hypnotisk, ekstatisk eller lyksalig tilstand, der kun er midlertidig. Man kan ikke slippe uden om den kendsgerning, at man er et individ med de forpligtelser, der følger med.

På en måde kan man sige, at omkredsen kan udvides i det uendelige, men centrum forbliver. En hindu-filosof, Radhakrishnan, har udtrykt det på denne måde:

"Mennesket har et specielt privilegium, for det kan både følge helheden og arbejde for den og give konkret udtryk for helhedens formål i sit eget liv.

De to faktorer − individualitet, f.eks. entydighed (selvoptagethed) og universalitet (altinkluderethed) − udvikles sammen, indtil de til sidst når det stadie, hvor det mest entydige bliver det mest universelle."

Og en anden lærer har beskrevet det sådan:

"Der findes ingen identitet, der er adskilt fra universalitet, og ingen forståelse af Universet uden den individuelle virkeliggørelse."

Derfor er det rigtigt at stræbe mod det universelle, for det ligger i sjælsaspektets natur, for det vil altid stræbe mod sin oprindelse, og det ligger i sjælens kausale natur at smelte sammen med det universelle. De tre stadier danner tilsammen en syntese − det individuelle, det åndelige og det universelle.