Prøver, kamp og sejr
Nøgleordet for Skorpionens tegn er: "Kriger er jeg, og fra kampen står jeg sejrrig frem". Skorpionen er det stjernebillede, der introducerer de konfliktområder, der står for prøver, kamp og sejr. Det skaber kriser og ansporer til nyorientering, der fører til et vendepunkt både for menneskeheden som helhed og for det enkelte menneske. Disciplen opsøger selv ubevidst de situationer, hvor prøverne er uundgåelige og nødvendige. Prøverne skabes derfor af disciplen selv.
Imidlertid kan det lykkes for det enkelte menneske, for en gruppe eller for en nation at overvinde krisen og bestå prøverne på det fysiske plan og alligevel lide nederlag subjektivt. Årsagen er, at hvis prøverne ikke skaber grundlæggende forandringer i bevidstheden og ikke medfører større forståelse, så har kampen været forgæves. Prøven blev ikke bestået, og opgaven blev ikke gennemført. Det er derfor indlysende, at Skorpionens prøver kommer cyklisk − igen og igen. For hvis mennesket ikke får en bevidst forståelse af oplevelsen, og hvis det ikke lærer noget af krisen, så kører situationen bogstavelig talt i ring − og prøven gentages om og om igen. Man kan naturligvis til en vis grad undgå en gentagelse af krisen hvis man forstår, hvordan man bør reagere, og hvad det næste skridt går ud på. Men det er først, når erkendelsen bliver bevidst, og når den omsættes til holdning og handling i dagliglivet, at disciplen bliver i stand til at ændre den negative spiral til en positiv og bestå prøven.
Man skal være forsigtig med at forherlige erfaringen i Skorpionens tegn ved alene at se den som en test på karakter og selvkontrol. Det kan nemlig medføre, at disciplen lægger for stor vægt på det forkerte i prøven. Det er nødvendigt at huske, at både den hvide og den sorte magiker går ind ad indvielsens port to gange − til 1. og 2. indvielse.
|