Spørgsmålet er nu, hvem der kan føre samfundet og civilisationen ud af det eksisterende dødvande? Hvem har magt til at lede? Traditionelle ledere som f.eks. politikere og religiøse ledere kan man ikke længere have tillid til. De er ikke længere så pålidelige, at de kan vise vejen. Både politiske og religiøse institutioner er kendt for skandaler, magtmisbrug og korruption. De er der for deres egen og karrierens skyld – ikke for samfundets. Institutionerne er blevet et sted, hvor man systematisk underminerer offentlighedens tillid – den tillid, der tidligere var lagt i hænderne på disse ledere.

Alligevel bliver mange i nutiden oplyst af deres egen sjæl. Og måske skal man ikke regne med, at menneskeheden og planeten bliver frelst af de mennesker, som man tidligere havde tillid til, og som man placerede på piedestaler. Måske vil den nye ledelse vokse frem fra græsrodsbevægelserne, som er enige om det enkelte menneskes værdi og den kendsgerning, at der er én menneskehed. Måske vil græsrodsbevægelserne være det redskab, der kan løfte menneskeheden over til den anden bred? Måske er det græsrodsbevægelser, som består af enkeltpersoner, der handler som en enhed, og som ønsker at tjene verden, der kan bryde det nuværende dødvande, så materialismens og grådighedens mure bryder sammen? Og i forbindelse med sammenbruddet vil man konstatere, at den nye verdenstjenergruppe har foretaget det nødvendige for at forberede Kristi tilsynekomst.