Virkninger uden for mennesket
Herefter skal der fokuseres på de virkninger, vibrationerne har uden for mennesket − dvs. på det hav af mentalt stof, der omgiver alle mennesker på samme måde som atmosfæren. Hver tanke skaber en udstrålende bølgebevægelse, der enten kan være ukompliceret eller kompliceret. Afhængig af tankens natur, skaber den en vibration, som under visse omstændigheder begrænses til mentalplanet, men den kan også skabe en virkning på planerne ovenover og nedenunder. Hvis tanken er rent intellektuel og upersonlig − hvis tænkeren f.eks. spekulerer over et filosofisk system eller forsøger at løse en matematisk eller geometrisk opgave − vil tankerne udsende bølger, der kun påvirke det mentale stof på mentalplanet. Hvis tanken er åndelig, hvis den er blandet med kærlighed, hvis den er opadstræbende eller rummer en dyb, uselvisk følelse, vil den stige op til det højere mentalplan (kausalplanet), og måske kan den endda låne noget af intuitionens pragt, for det er en kombination, der gør tanken ualmindelig stærk. Men hvis tanken er farvet med noget fra personligheden – f.eks. med personligt begær − vil den straks trække nedad og bruge noget af sin kraft på astralplanet.
Alle svingninger virker på deres respektive planer på samme måde som lys- eller lydvibrationer i den fysiske verden. De stråler ud i alle retninger og mister efterhånden styrke i forhold til afstanden fra kilden. Men man må ikke glemme, at udstrålingerne ikke alene påvirker det hav af mentalt stof, man er omgivet af, men også andre mentallegemer, der bevæger sig i det mentale stofhav.
|