I den tidlige kristne tradition kan man finde det samme synspunkt. I en kanonisk (ikke-bibelsk) tekst, der tilskrives Jesus, og som findes på en egyptisk papyrus, findes denne bekræftelse:

"Løft en sten, og du vil finde mig.

Kløv et træ, og jeg er dér".

Paulus udtalte samme sandhed:

"Han er over alle, gennem alle og i alle".[1]

− og i den enkleste og mest direkte bekræftelse:

"− for i Ham lever vi, ånder vi og er vi".[2]

Senere og specielt i Middelalderen blev den dualistiske teologiopfattelse fremherskende, og dens største eksponent − St. Thomas Aquinas − betonede Guds altomfattende natur:

Siden Gud er den universelle årsag til al væren,

uanset i hvilken region, der findes skabninger,

så må der være en guddommelig nærværelse.

Summa contra Gentiles, I, III, cap. 68

Mange mystikere har givet udtryk for den samme sandhed, og særligt tydeligt af mesteren Eckhart. I nutiden er denne opfattelse af virkeligheden blevet omtalt af flere poeter og forfattere, men måske er det gjort på den tydeligste måde af Rabindranath Tagore:

For at manifestere sig

stiger den uendelige ned

i det endeliges mangfoldighed,

og for at det endelige kan virkeliggøre sig selv,

stiger det op og forenes med den uendelige.

Kun på den måde fuldendes sandhedens cyklus.

Creative Unity

_________________________________

[1] Paulus' brev til efeserne, 4,6

[2] Apostlenes gerninger, 17,28

_________________________________