Samlingsstedet
Man rejste nu neofytten op og førte den mere eller mindre udmattede kandidat til "Samlingsstedet" − en sal med de smukkeste udsmykninger og med pragtfulde relieffer på væggene. Faraoen var selv til stede sammen med Demiurges (dvs. ordenens ypperstepræster). Der sad Stolista (vandbæreren), Hierostolista (sekretæren), Zacoris (skatmesteren) og Romastis (den præst, der sørgede for måltiderne).
Odos (taleren) holdt nu en tale, hvor den nye Christophores blev ønsket lykke på den videre vandring. Neofytten havde imidlertid kun udført halvdelen af arbejdet, for der skulle aflægges flere prøver.
Man rakte nu neofytten en skål med en bitter drik. Denne skulle drikkes helt ud. Herefter overrakte man Minervas skjold, der hed Isis, Anubis’ støvler og Orcis’ kappe. Neofytten fik anvist vejen til en hule, og blev beordret til at gå hen til den. I hulen ville neofytten finde en person, og ordren lød på, at hovedet skulle hugges af personen, og derefter skulle det afhuggede hoved bringes til faraoen. Alle medlemmerne råbte "Niobe" ("fjendens hule").
Personen i den mørke hule viste sig at være en ualmindelig smuk kvinde. Ved nærmere eftersyn viste det sig dog, at det var en kunstig figur. Neofytten tog nu fat i figurens hår, huggede hovedet af og bragte det til faraoen og til det højeste råd. Alle var begejstrede og sagde, at neofytten havde hugget hovedet af Gorgo (den egyptiske Medusa), der var Typhons hustru. Det var Gorgo og Typhon, der var skyld i mordet på Osiris. Neofytten blev befalet altid at hævne det onde. Derefter blev der givet tilladelse til altid at gå med den klædning, som der blev overrakt.
|