Når 2. stråle strømmer ind i Sollogos’ system, spaltes strålen straks op i syv understråler. Princippet er det samme, som når man spalter lys i et prisme. Når "det hvide lys" opsplittes, skyldes det, at afbøjningsvinklen for de forskellige frekvenser ikke er den samme. Eksempelvis har rødt lys en anden afbøjningsvinkel end blåt lys, men på trods af at man ikke er i stand til at se farverne i "det hvide lys", så er alle syv farver altid til stede.

Når "det hvide lys" er sat i citationstegn, skyldes det, at betegnelsen "hvidt lys" er forkert. Hvis lyset var hvidt, ville verden være hvid. Det såkaldte "hvide" lys er gennemsigtigt. Man kan ikke se farverne i det gennemsigtige lys, men prismet viser ved en differentiering af afbøjningsvinklen inde i glasset, at lyset rummer syv farver, som kaldes farvespektret.

Man kan sige, at Solen fungerer som et prisme, for Sollogos gør noget tilsvarende med 2. stråle. Når Sollogos modtager en stråle, der kan sammenlignes med "det hvide lys", differentieres denne stråle omgående i syv understråler. Denne opdeling er et princip, der gentages på alle skabelsens niveauer. Når strålerne studeres, er det derfor vigtigt at huske, at en stråle altid rummer syv understråler. Enhver stråle rummer altid de seks øvrige, og dette princip gentager sig igen og igen og igen – ligesom i fraktaler.

Konklusionen er, at når en stråle studeres, kan den altid splittes op i syv understråler. Herefter kan man udvælge en af understrålerne, som igen kan splittes op i syv understråler. Og her kan man igen vælge en understråle, som igen kan splittes op i syv understråler − osv. Dette princip fortsætter i det uendelige. Det er i virkeligheden dette princip, der ligger til grund for fraktallæren og kaosteorien.

Strålerne og de tre aspekter

Udgangspunktet for den videre udforskning af strålerne i solsystemet er nu, at Sollogos spalter 2. stråle op i syv understråler og sender disse syv understråler ud i sit system. De syv understråler er derfor alle understråler af 2. stråle, og derfor vil de bære præg af denne stråles overordnede kvalitet. For at forholde sig til denne information, vil det være fornuftigt at relatere strålerne til de tre aspekter, som de kendes fra den åndsvidenskabelige forskning.

1. aspekt er liv, kraft eller energi

2. aspekt er magnetisme eller tiltrækningskraft

3. aspekt er intelligent aktivitet eller aktiv intelligens

Åndsvidenskaben oplyser, at skabelsen af et solsystem er et resultat af, at 2. og 3. aspekt tilsammen skaber en stor stofboble – en stor stjernetåge – som senere fortættes til et solsystem, og det skyldes, at der fra 3. aspekt strømmer en energi, der skaber atomer. Atomerne bliver til bobler og komplicerede spiraler, hvorefter 2. aspekt bygger dem sammen til molekyler.

Stofboblen er et resultat af 2.- og 3. aspekts samspil, og når stofboblen er dannet, træder 1. aspekt i funktion i form af livskraft eller livsgnister, som åndsvidenskaben kalder monader. Monaderne er åndelige livskim, der beliver den form, der nu er blevet skabt. Man kan sige, at livsgnisterne inkarnerer i det stof, som 2.- og 3. aspekt tilsammen har bygget. Når de tre kræfter bygger systemet, kaldes de aspekter. Men alle tre aspekter er strømmende energier. Når systemet er manifesteret, er alle tre aspekter stadig udtryk for strømmende energier … og det betyder, at de er stråler.

Åndsvidenskabens aspekter og stråler er derfor identiske begreber. Når strålelæren taler om de tre primære eller skabende aspekter, taler man samtidig om 1.-, 2.- og 3. stråle. Opspaltningen af den primære 2. stråle fra Sollogos resulterer derfor i, at Sollogos stadig opererer med tre aspekter, som er de tre primære stråler − 1.-, 2.- og 3. stråle.