I det 20. århundrede begyndte en gruppe clairvoyante forskere at undersøge udviklingen af de bevidstheder, der bliver til engle og devaer. Men det er kun begyndelsen, og forskningen kan sammenlignes med de få ekspeditioner til fjerne og ukendte kontinenter man engang baserede sin viden om verden på.

Ligesom andre forskere har Geoffrey Hodson forsøgt at gruppere og kortlægge de typer, han iagttog, og i mangel af bedre benyttede han ofte de navne, som allerede findes i folkeeventyr, legender, mytologier og religiøse traditioner, fordi de nogenlunde beskriver de typer, der er iagttaget af mange mennesker i tidens løb. Forestillinger om f.eks. nisser er retningsgivende for disse væsener, men ikke helt korrekte. Derfor er ordet nisse anvendt, i stedet for at opfinde nye navne. Men Geoffrey Hodson gør opmærksom på, at der er brug for en fremtidig Carl von Linné, der kan kategorisere naturånder og devaer, på samme måde som botanikeren Linné gjorde med floraen, som foretog en systematik klassifikationen af plantevækster og blomster. Det er en opgave, der vil blive løst, når der bliver behov for det, og når nogen får tilstrækkelig ekspertise til at gøre det.

Mange undrer sig, når de læser, at clairvoyante ser nisser og alfer iført tøj og med menneskelige skikkelser. Det får naturligvis skeptiske typer til at smile overbærende, for det virker temmelig fantasifuldt. Naturånderne har iagttaget mennesker i enorme tidsrum, og de har set menneskets opførsel. Derfor har det været naturligt at efterligne og antage former, som mennesker kalder tøj. Naturånderne udvikler sig via forestillingsevnen, og derfor antager de former, der opleves som spændende − herunder tøj og redskaber, som mennesker bruger, for mennesket er de laverestående naturånders store forbillede.

I Kosmisk Ild[1] beskriver den tibetanske mester Djwhal Khul en gruppe devaer, som i fremtiden kan kontaktes på det fysiske plan:

_________________________________

[1] Alice A. Bailey, Kosmisk Ild, s. 838-841

_________________________________