Bevidsthedsklarhed

Det er en gennemgående erfaring, at der umiddelbart efter døden er en overraskende bevidsthedsklarhed. Man befinder sig i en tilstand af tilsyneladende tidløshed. Man er overrasket, lettet og lykkelig.

1. "Hjernen er så klar. Det er så rart. Min hjerne optog simpelthen alting og fandt ud af det hele første gang, uden at den behøvede at gennemgå det mere end én gang.

2. "Når jeg ville se nogen et stykke væk, var det som en del af mig, en slags udløber, skød hen mod den person. Og det forekom mig på det tidspunkt at ligegyldigt hvor i verden der skete noget, ville jeg simpelthen være der."

Raymond A. Moody: Livet efter livet, s. 50 og 51-52

Intet menneske dør alene, og her tænkes der ikke på hjælpende og støttende mennesker i den fysiske verden. Der er altid hjælpere tilstede på de indre planer, som hjælper den "døde" ind i de nye omgivelser. Ofte vil det være gamle venner eller afdøde slægtninge, men det kan også være medlemmer af det astrale hjælpekorps – de såkaldte usynlige hjælpere – som støtter og viser vej ind i lysets riger. Når mange døende udtrykker glæde eller direkte henrykkelse lige før de udånder, skyldes det ikke mindst gensynsglæde eller simpelthen begejstring over lyset, stemmerne, musikken og lysende væseners nærvær i dødsøjeblikket.

"Flere uger før jeg næsten døde, var en god ven af mig, Bob, blevet dræbt. I det øjeblik, jeg kom ud af min krop, havde jeg en fornemmelse af at Bob stod lige ved siden af mig. Jeg kunne se ham i mit sind, og jeg følte, at han var der, men det var underligt. Jeg så ham ikke som hans fysiske krop. Jeg kunne se ting, men ikke i fysisk form og alligevel lige så tydeligt – hans udtryk og alting. Han var der, men han havde ikke nogen fysisk krop. Det var sådan en slags klar krop, og jeg kunne sanse hver eneste del af den – arme, ben osv. – men jeg så den ikke fysisk. På det tidspunkt tænkte jeg ikke rigtig over, at det var mærkeligt, men jeg havde faktisk ikke behov for at se ham med mine øjne. Jeg havde under alle omstændigheder ingen øjne."

Raymond A. Moody: Livet efter livet, s. 55

Et af de mest fascinerende fælleselementer i nær-død-oplevelserne, og som påvirker personerne stærkest, er mødet med lysvæsenet. Det viser sig først svagt, men det bliver hurtigt stærkere indtil det udstråler en ubeskrivelig overjordisk stråleglans. Lyset er lysende hvidt eller klart, men ikke blændende (hvilket muligvis skyldes, at man ikke har fysiske øjne, der kan blændes). Alle fortæller, at det ikke bare er lys, men et lysvæsen. Altså en udpræget personlighed.

Lysvæsenets magnetiske tiltrækning er helt uimodståelig. Og den kærlighed og varme, der strømmer mod den døende, er helt ubeskrivelig. Den døende føler sig helt rolig og totalt accepteret i lysvæsenets nærvær. Denne oplevelse af ubetinget kærlighed, får mange til at relatere begivenheden til deres personlige religiøse opfattelse. Derfor fortæller mange, at de har mødt Jesus eller Kristus, mens andre tror, at der er tale om Buddha, Krishna, Mohammed osv.

"Jeg forsøgte at komme hen til det lys for enden, for jeg følte, at det var Kristus … Det var ikke nogen skræmmende oplevelse … For jeg, der er kristen, havde straks sat lyset i forbindelse med Kristus, der sagde: ›Jeg er verdens lys.‹ Jeg sagde til mig selv: ›Hvis det er nu, jeg skal dø, så ved jeg, hvem der venter på mig for enden der i det lys.‹"

Raymond A. Moody: Livet efter livet, s. 60-61

"Jeg svævede op i dette rene, krystalklare lys, et strålende hvidt lys. Det var smukt og så klart, så strålende, men det gjorde ikke ondt i mine øjne. Det er ikke et lys, man kan beskrive på Jorden. Jeg så ikke rigtig en person i dette lys, og dog har det en særlig identitet – det har det afgjort. Det er et lys af fuldkommen forståelse og fuldkommen kærlighed."

Raymond A. Moody: Livet efter livet, s. 61

Men hvem eller hvad er dette lysvæsen, som nogen nær-døde kalder en engel, uden dog at antyde at lysvæsenet har vinger? Åndsvidenskaben giver ikke et klart svar, men der er muligvis tale om menneskets skytsengel. Sjælen på sit eget plan kaldes solenglen. Solenglen er det legeme, som sjælsbevidstheden beliver. Solenglen eller sjælslegemet består af højtvibrerende kausalt stof, og den kan derfor ikke selv træde frem på det relativt lavtvibrerende astralplan for selv at modtage sin tilbagevendende personlighed. Den må sende en repræsentant.

Alle mennesker er tilknyttet en skytsengel, som har til opgave at fungere som sjælens repræsentant i de lavere verdener. Skytsenglen er et udtryk for sjælen, fordi den vibrerer på sjælens grundtone, og det er dens opgave at beskytte og hjælpe den inkarnerede personlighed. Derfor er det nærliggende at antage, at det er denne skytsengel, der som sjælens repræsentant tager imod, når man på tilbagevejen træder ind i det astrale liv.