MESTERHIERARKIET

Herefter skal der fokuseres på mestrene på et lavere trin i Hierarkiet, hvor det er muligt at se nærmere på de mestre, som åndsvidenskaben giver en smule kendskab til. Langt de fleste af mestrene ved man intet om.

Det en chohan med 6. indvielse, der er leder af hver af de syv stråledepartementer. Under sig har han mestre med 5. indvielse. De danner det, der i litteraturen kaldes "den hvide" eller "den gyldne loge", mens den ydre loge eller ashram med 3. og 4. indviede kaldes "den blå loge".

Efter den atlantiske periode og syndfloderne trak Hierarkiets mestre sig tilbage fra offentligheden for at give menneskeheden mulighed for at udvikle sig uden deres hjælp og indgriben i menneskelige anliggender. Man kan derfor betragte Atlantis-epoken som menneskehedens barndom, hvor der blev ydet direkte hjælp til at udvikle den fantastiske atlantiske civilisation. Dengang var det nødvendigt, for det mentale aspekt – tænkeevnen − var ikke udviklet i samme grad som i nutidens menneske.

Forholdet mellem Hierarkiets medlemmer og den avancerede del af menneskeheden er derfor et helt andet i nutiden end tidligere. I nutiden er mestrene interesseret i intelligente mennesker, som har udviklet deres intelligens- og kærlighedsaspekt til et meget højt niveau. De søger medarbejdere, som de kan betro mindre opgaver og derved udvikle aspiranter og disciple, som engang skal overtage opgaven med at administrere planetens undermenneskelige riger − mineralers, planters, dyrs og menneskers udvikling – i stedet for som nu at drive rovdrift på de lavere naturriger, baseret på udnyttelse og undertrykkelse af andre mennesker og med grådighed og egoisme som drivkraft.

I den esoteriske litteratur kan man læse, at Hierarkiet består af 63 medlemmer og 49 af dem er for tiden til stede i fysiske skikkelser, mens 14 befinder sig i ikke-fysiske legemer. Mestrene lever forskellige steder på planeten − nogle alene, andre i familier eller mindre fællesskaber − og de har påtaget sig pligter i den ydre verden, selvom verden ikke ved det.

Tibetaneren taler i En afhandling om Kosmisk Ild,[1] om forskellige metoder, som mestre og indviede bruger – eksempelvis den direkte inkarnationsmetode i form af:

a) Fysisk fødsel

b) Tilegnelse af et passende legeme

− dvs. at overtage en krop, som en discipel eller en indviet på et lavere niveau har forberedt gennem fødsel og opvækst, sådan at mesteren undgår spild af den tid, som alle almindelige mennesker skal bruge for at vokse op fra barndom til en passende modenhed.

c) Direkte skabelse gennem en viljeshandling

Mesteren danner et mayavirupa[2] – dvs. et illusorisk legeme, som kan benyttes overalt på planeten, når der er behov for det. Denne metode anvendes kun sjældent.

Inkarnerede mestre kan leve meget længe på det fysiske plan, for de mestrer evnen til at regenerere den fysiske krop, sådan at den ikke ældes, nedslides og holdes fri for sygdomme. En mester i sit fysiske legeme kan ikke omkomme ved ulykker eller attentater, for en mester ved altid, hvad der vil ske både i nær og fjern fremtid. En mester er altid omgivet af en særlig gruppe af devaer (usynlige for det menneskelige øje), som har til opgave at hjælpe og beskytte.

Det primære i mestrenes arbejde kommer til udtryk via den viden og kontrol, de har over alle energityper. Det er her, man finder deres virkelige storhed og magt. Samtidig er det vigtigt at huske, at mestrenes etik, moral og selvkontrol ligger lysår fra almindelige menneskers etik, moral og selvkontrol. Det er ikke uden grund, at de kaldes for kærlighedens, visdommens og barmhjertighedens mestre.

_________________________________

[1] Alice A. Bailey: Kosmisk Ild, s. 706

[2] Mayavirupa er et legeme, der midlertidigt dannes, når en mester af en eller anden grund ønsker at stige ned på et lavere eksistensplan og derfor ved en viljeshandling (kriyashakti) danner et legeme af eksistensplanets stof.

_________________________________