Religionernes Verdensparlament
Verdensreligionernes første parlament i Chicago i 1893
Siden 1893 – hvor religionerne havde deres første Verdensparlament i Chicago – har man fokuseret på religionernes fredelige sameksistens. Mødet var en skelsættende begivenhed i religionernes historie, for i løbet af 17 dage blev mere end 4.000 mennesker for første gang konfronteret direkte med andres basale livsværdier i et samlet forum. Religionernes Verdensparlament blev afholdt i forbindelse med verdensudstillingen i Chicago som led i den internationalisering, udstillingen satte fokus på.
Mødet blev afviklet i en atmosfære af respekt og tolerance over for hinandens religiøse opfattelser, og i de efterfølgende år blev der for alvor sat gang i en dybtgående religionsdebat – ikke mindst en debat om, hvad der er kristendom. Verdensparlamentet blev i praksis den begivenhed, der indledte religionernes tilnærmelser til hinanden, og en kulmination på en proces, der i mere end 100 år har bragt Østens visdom til Vesten. Det har lige siden skabt en bevægelse mod større enhed religionerne imellem, og et ønske om at bringe religionerne sammen i et nyt fællesskab.
|