Den nye verdensreligion vil antage form omkring ni antagelser om Gud og skabelsen. De er påvist af religiøse tænkere overalt i verden. Man kan sige, at de udgør essensen af de gamle religioner. Menneskeheden vil formulere sine teorier om Gud på følgende ni antagelser:

Det er kendsgerningen om eksistensen af den højeste åndelige realitet, en skabende guddommelighed, som man i kristendommen kalder Gud, men som i andre religioner og systemer kaldes Allah, Parabrahman, Tao, Ahura Mazda, Den Store Ånd, Den Ene, Dharmakaya, Waheguru, Det Absolutte og meget andet. Det er en kendsgerning, der betoner eksistensen af en transcendent skaber. Alt eksisterende er skabt af en skaber, og alt opretholdes af skaberens vilje. Men skaberen er større end det skabte eller som Sri Krishnas siger det i Bhagavad Gita: ”Med en lille del af mig selv opretholder jeg hele Universet”.[1]

Det er alment accepteret, at buddhisterne ikke tror på en skaber. Ikke fordi Buddha har benægtet skaberens eksistens. Det gjorde han aldrig, men for Buddha var oplysning vigtigere end kosmologiske betragtninger. Han sagde imidlertid: ”Der findes noget ufødt, ikke-skabt, ikke-manifesteret, usammensat, og uden det ufødte ikke-eksisterede, ville det ikke være muligt at blive født, skabt, manifesteret og sammensat”.[2]

_________________________________

[1] Bhagavad Gita, 10,42

[2] Udana, 8,3

_________________________________