Kendsgerningen om den transcendente skaber peger på eksistensen af den immanente (iboende) Gud. Dvs. at i alt skabt – og derfor også i hvert eneste menneske – findes der et guddommeligt aspekt, som er livet, energien og kernen i mennesket. I kernen af både et atom og et menneske findes der en ”levende ild”, som kan kontaktes, belives og udvikles til et niveau, hvor mennesket bliver ”fuldkommen som Faderen i Himlen er fuldkommen”. Den guddommelige gnist er udsprunget af skaberens væsen og indbygget i alt eksisterende, og den er en garanti for enhver pilgrims rejse tilbage til ”Faderens hus”. I Østen er den indre guddom kendt som den evige Atman. Det er en sandhed, som Paulus beskrev med ordene: ”Gud er ikke langt fra en eneste af os, for i Ham lever vi, ånder vi og er vi”,[1] – og det samme udtrykkes med ordene ”Kristus i jer, herlighedens håb”.[2]

Buddhismens svar på menneskets indre guddommelige gnist besvarede Dalai Lama på følgende måde ved et religiøst fællesmøde:

”Lige inden morgenmeditationen havde jeg en kort samtale med Fader Laurence. Han gjorde opmærksom på, at den kristne teologi indeholder en tro på, at alle mennesker er skabt i Guds billede – vi har alle del i en fælles guddommelige natur. Jeg synes, at det minder meget om buddhismens tanke om Buddha-naturen”.

Dalai Lama læser evangelierne, s. 64

Det er den samme sandhed, som den humanistiske psykologi kalder ”det transcendente Selv”, ”Selvets virkelighed” og ”Overbevidsthed”.

_________________________________

[1] Apostlenes Gerninger: 17,28

[2] Kolossenserbrevet, 1,27

_________________________________