Hvad med Jojakin?

Det er rigtigt, at en tidligere jødisk konge sad i fængsel i Babylon − og han havde sønner, der kunne fortsætte Davids linje.

En tidligere konge, Jojakin, blev ført til Babylon i lænker, men benådet 37 år senere. (2. Kong. 25,27-30). Han fik oven i købet titlen ”konge” sammen med et utal af andre fangne ”konger”.

Den tidligere kong Jojakin havde en onkel ved navn Jekonja med sig i fangenskabet i Babylon. Jekonja var altså broder til Jojakins far − den tidligere konge Jojakim. Jekonja fungerede dog aldrig som konge, og sad aldrig på Davids trone. Men Jekonja havde flere sønner, og en af dem var Sjealtiel, der igen havde en søn ved navn Zerubbabel. Jesus Kristus var slægtsmæssigt forbundet med Davids stamme gennem Zerubbabels arvinger (Mattæus 1,12).

Denne Zerubbabel var det menneske, som Gud fik Cyrus − kongen af Persien − til at indgå en aftale med. Den gav Zerubbabel en stilling som guvernør. Ikke som konge! Som guvernør vendte han tilbage til Jerusalem og genopbyggede Guds hus – templet − 70 år efter fangenskabet.

Men hverken Jekonja eller nogen af hans sønner eller børnebørn regerede som konge i Juda. – Hvorfor mon?

Fordi Gud ikke ville tillade det!

Og Gud havde besluttet at fjerne Davids krone fra den regerende linje af farisæere og placere den på hovedet af en af Israels øvrige stammer. Og alligevel måtte den kongelige linje direkte fra David bevares i området, sådan at Kristus kunne fødes af Davids sæd hundreder af år senere. Desuden måtte Gud holde sit løfte til David − at han, David, aldrig ville savne en arving på tronen!

Mange indviklede og spændende profetier var nødt til at blive realiseret − nogle tilsyneladende modsigende. Det var i sandhed en vanskelig opgave, Jeremias fik af Gud!

”Så sandt jeg lever, lyder det fa Herren: Om også Konja (Jekonja), kong Jojakim af Judas søn, var en seglring på min højre hånd, jeg rev ham bort.” (Jer. 22,24). − Gud havde besluttet at afslutte denne linje af konger. Han fjernede kronen og tillod ikke, at Jekonjas sønner skulle sidde på Judas trone.

”Så siger Herren: Optegn denne mand som barnløs, som en mand, der ingen lykke har i sit liv − thi det skal ikke lykkes nogen af hans afkom at sætte sig på Davids trone og atter herske over Juda.” (Jer. 22,30).

Gud talte! Jeremias skrev!

Historien blev bestemt og udført, som Gud havde sagt. Jekonja havde flere børn. Gud selv forårsagede, at dette faktum blev registreret (se 1. Krøn. 3,17, Matt. 1,12 og 2. Kong. 25,27-30), men hvad angår Davids trone, kunne han betragtes som barnløs. Ingen af hans sønner sad på noget tidspunkt på tronen!

Jeremias havde nu udført den første del af sin store opgave. Tronen var rykket op og kongedømmet totalt nedrevet. Juda påbegynder nu sin nationale straf.

Men hvad med den anden del af Jeremias’ vigtige opgave?

Nogle steder refererer man dog til – eller man inkluderer − Juda i udtryk som ”Israel” eller ”Israels børn”.

Bemærk! Jeremias var blandt disse fangne jøder. Han var jo nødt til at være fri for at kunne udføre den anden del af sin opgave.

Så Nebukadnezar − kongen af Babel − udstedte en ordre til Nebuzaradan – den øverste livvagt − vedrørende Jeremias: ”Tag ham og hav øje med ham og gør ham ingen men − gør med ham, som han selv ønsker!” (Jer. 39,11-12).

”Livvagtsøversten lod Jeremias hente og sagde til ham: ‘Herren din Gud har udtalt denne ulykke over dette sted, og Herren lod det ske og gjorde, hvad han havde sagt, fordi I syndede mod Herren og ikke adlød hans røst − derfor timedes dette eder. Se, nu tager jeg i dag lænkerne af dine hænder. Hvis det tykkes dig godt at drage med mig til Babel, så drag med, og jeg vil have øje med dig − men hvis det tykkes dig ilde, så lad være! se, hele landet står dig åbent: Gå, hvor det tykkes dig godt og ret! … Og livvagtsøversten gav ham rejsetæring og gave og lod ham gå.” (Jer. 40,2-5).

Jeremias var altså helt fri til at gå, hvorhen han ville og blev endda udstyret med mad og gaver til rejsen, og han fik total frihed, så han kunne udføre den anden halvdel af sin mission.

Hvor gik han hen?

Her er der en overraskende, spændende og fascinerende del af Jeremias’ bog, som desværre er blevet næsten totalt overset.

”Jeremias gik da til Gedalja, Akihams søn, i Mizpa og bosatte sig hos ham blandt folket, der var levnet i landet.” (vers 6).

Denne Gedalja var blevet udnævnt af kongen af Babylon til guvernør for de resterende jøder i Judæa, og da Jerusalem var ødelagt, gjorde han Mizpa til sit hovedkvarter.

Men kongen i Amman havde konspireret med en jøde ved navn Jisjmael for at dræbe Gedalja. Ugerningen blev udført og en del af den jødiske befolkning blev myrdet. Jeremias var en af dem, der overlevede.

”Derpå bortførte Jisjmael som fanger hele resten af folket i Mizpa, kongedøtrene og hele folket, der var tilbage i Mizpa, og over hvem livvagtsøversten Nebuzaradan havde sat Gedalja …” (Jer. 41,10).

AHA!! Blandt disse jøder fandtes kongedøtrene! Zedekias’ døtre. Døtrene fra ham, der havde været konge i Juda og af Davids dynasti!

Kong Zedekias havde mistet livet i fængsel i Babylon (Jer. 52,11). Alle hans sønner var dræbt. Alle adelsmænd fra Juda stamme blev også dræbt. Alle mulige tronfølgere til Davids trone var dræbt − undtagen kongens døtre!

Nu ser man, hvorfor Jeremias gik til Mizpa!

Her er det vigtigt at huske, at kvinder dengang havde ringe værdi – og de stadig har det i disse lande. Værdimæssigt befinder de sig på samme niveau som dyrene, og det er langt under en krigers værdighed at slå dem ihjel. Spørger man den dag i dag en araber, hvor mange børn, han har, svarer han måske tre. Det betyder sandsynligvis, at han har tre sønner. Hvor mange døtre, han har, interesserer ham ikke.