Derefter − militær invasion og besejring

”Stød i horn på Zion (krigslarm), blæs alarm på mit hellige bjerg! Alle i landet skal bæve, thi HERRENS dag, den kommer.” (Joel 2,1).

”Selv nu, så lyder det fra HERREN, vend om til mig, af ganske hjerte, med faste og gråd og klage! Sønderriv hjerterne, ej eders klæder, vend om til HERREN eders Gud! Thi nådig og barmhjertig er han, langmodig og rig på miskundhed, han angrer det onde.” (Joel 2,12-13).

Når Gud engang påfører disse folk disse syvfold forstærkede forbedrende afstraffelser − efter at de har haft rigdom og fremgang, og når førstefødselsretten og alt, hvad de elskede, er taget fra dem − da vil de til sidst blive ydmyge, og de vil råbe til Gud om Guds hjælp og nåde.

Nogle få tusinde vender sig til Gud hvert år, men ikke hele folket. Ikke nu!

Men, når alt, hvad disse mennesker ejede, er taget fra dem − når de er slaver i et fremmed land − når de bliver slået, mishandlet, skånselsløst tortureret og dræbt − da vil millioner af dem, der stadig er i live, kalde på Gud og vende sig til Ham.

Mange vil tage dette meget let lige nu (der er masser af tid!) − præcis på samme måde, som de gamle israelitter gjorde det, da Gud gav dem ordrer gennem sine profeter. Men når disse ting virkelig sker − når de indser, at ingen anden advarede dem − da vil de vide, hvem der er de falske profeter i dag!

Da vil de forstå, hvad der er sandt for Gud.

Jeremias’ profeti kapitel 30 vers 24 siger: ”… i de sidste dage skal I forstå det.” Profetien er skrevet for menneskeheden, NU!

Kapitel 31 fortsætter: ”Til hin tid, lyder det fra HERREN, vil jeg være alle Israels slægters Gud, og de skal være mit folk. Så siger HERREN: Folket, der undslap sværdet (de, der stadig er i live), fandt nåde i ørkenen, Israel vandred til sin hvile, i det fjerne åbenbarede HERREN sig for det … Jeg bygger dig atter, du skal bygges, Israels jomfru, igen skal du smykkes med håndpauke, gå med i de legendes dans … Se, jeg bringer dem hid fra nordens land, samler dem fra Jordens afkroge … Se, de kommer med gråd − mens de ydmygt beder, leder jeg dem − jeg fører dem hen til vandløb ad en jævn vej (Guds lov!), hvor de ej snubler − thi jeg er Israel en fader, min førstefødte er Efraim. Hør HERRENS ord, I folk, forkynd på fjerne strande: Han, som spredte Israel, samler det, vogter det som hyrden sin hjord.” (Jer. 31,1-10).

Senere blev Jeremias inspireret til at skrive: ”I hine dage, lyder det fra HERREN, skal israelitterne sammen med judæerne komme − de skal vandre under gråd og søge HERREN deres Gud − de skal spørge om vej til Zion, did er deres ansigter vendt − de skal komme og klynge sig til HERREN i en evig pagt, der aldrig glemmes (”Den Ny Aftale”). En flok bortkomne får var mit folk, deres hyrder (praktiserende kristne præster) havde ført dem vild …” (Jer. 50, 4-6)

Senere i samme kapitel: ”I hine dage og til hin tid, lyder det fra HERREN, skal man søge efter Israels brøde, og den er der ikke, efter Judas synder, og de findes ikke − thi jeg tilgiver dem, jeg lader blive til rest (Jeg tilgiver dem, som jeg lader leve)” (vers 20).