Hvad er en ”tid”?

En profetisk ”tid” er altså et 360-dages år. Men hvorfor ikke et år med 365¼dage? Hvorfor ikke et solår?

I gammel bibelsk tid var et år på 12 måneder á 30 dage. Inden tidsregningens begyndelse − på Moses’ tid − da Gud gav sit folk den hellige kalender, brugte man 30-dages måneder.

Bemærk i 1. Mos. 7,11: ”I Noahs 600’de leveår på den syttende dag i den anden måned, den dag brast det store verdensdybs kilder, og himmelens sluser åbnedes.” − Senere, i vers 24: ”Vandet steg over Jorden i 150 dage.”

1. Mos. 8,3-4: ”Og vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og vandet tog af efter 150 dages forløb. På den syttende dag i den syvende måned sad arken fast på Ararats bjerge.”

Floden begyndte altså på den 17. dag i den anden måned. Efter 150 dage hvilede arken på Ararats bjerg − på den 17. dag i den syvende måned. Det er præcis på dagen 5 måneder. Fem 30-dages måneder er nøjagtig 150 dage. Altså bestod en måned af 30 dage!

Man kommer til samme resultat ved at læse Joh. Åb. kap. 12 og 13 og Daniel 12,7.

I Joh. Åb. 12,6 omtales noget, der reelt i historien varede 1.260 solår, men som her omtales som ”et tusinde to hundrede og tresindstyve dage”. Her møder man igen ”en-dag-for-et-år”. I Joh. Åb. omtales en anden episode − men med samme tidsperiode på 1.260 år som ”to og fyrre måneder”. Med den tidsregning, som bruges i dag, ville det ikke blive 1.260 dage, men 1.276, når man ikke medregner skudår. De 42 måneder var derfor 30-dages måneder.

Den samme tidsperiode omtales i et andet sprog i Åbenbaringen 12,14 som ”En tid og to tider og en halv tid”. Hele udtrykket betyder 3½ profetiske ”tider”, og det svarer til 1.260 dage – 3½ år med 30-dages måneder.

Syv af disse ”tider” ville derfor blive 2.520 dage, og på baggrund af ”en-dag-for-et-år-princippet” – 2.520 år.

I Daniel 12,7 er samme udtryk ”en tid, to tider og en halv tid” anvendt.

Men tilbage til 3. Mos. kap. 26.

Israelitterne havde ikke adlydt Gud, og derfor havde de ikke kvalificeret sig til at modtage den utrolige og overvældende førstefødselsrets nationale velsignelse. De havde specielt forbrudt sig mod de to test-bud, som tidligere er omtalt. Gud havde straffet dem på den måde, som Han havde sagt, at Han ville gøre i versene 14-17.

Nu sagde Gud: ”Hvis I alligevel ikke adlyder mig, så vil jeg tugte eder endnu mere, ja syvfold − syv tider − for eders synder.”

På grund af ordkombinationen − jævnfør med den måde som ”syv tider” igen er brugt og på grund af, at førstefødselsretten faktisk blev tilbageholdt i nøjagtig 2.520 år − er det helt sikkert, at meningen med ”shibah” i vers 18 er længden af syv 360-dages år − i alt 2.520 år! (Gud besluttede altså at tilbageholde førstefødselsretten år 718-720 f.Kr.!)

Folket havde faktisk syndet i 190 år, som det omtales i Ezekiels profeti (Eze. 4,4-5).

Efter den tid, da de havde forkastet Gud som deres nationale konge, tillod Gud dem alligevel at forblive i ”Det Forjættede Land” i 190 år! I løbet af alle disse år sendte Han den ene profet efter den anden for at advare dem og for at opfordre dem om at forbedre sig. Hvis de havde angret og atter havde vendt sig mod Gud, ville de have modtaget alle tiders rigeste nationale velsignelse.

Men det ville de ikke. − I stedet voksede deres synder! Og til sidst vendte Gud sig bort fra dem − i 2.520 år.