Identitetsmærket

”HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: ”Du skal tale til israelitterne og sige: ‘Frem for alt skal I holde mine sabbatter’.”

Læg mærke til hvilken dag, der er ”Herrens helligdag”! Gud kaldte sabbatten for ”mine sabbatter”. Sabbatterne er Hans. De tilhører ikke Israel − de er ikke menneskets dage − men Hans!

Sabbatten er ikke jødernes sabbat eller hedningernes sabbat. Sabbatten er et tidsrum. Den tid, hvor den fejres, tilhører ikke mennesket men Gud.

Dette samme gælder for mennesket i dag, på samme måde som det gjaldt for forfædrene. Hvis denne tid bruges til personlige ting − til eget brug, til arbejde, til fornøjelse eller andet, så stjæler man denne tid fra Gud!

Læg igen mærke til dette! Han sagde: ”Kom hviledagen (sabbatten) i hu, så du holder den hellig!” (2. Mos. 20,8).

Gud gjorde dette til en hellig tid. Den skulle holdes hellig − ikke for at give mennesket tid til at misbruge det, der er helligt for Gud.

Dette bud siger videre: ”… thi sabbatten er et tegn mellem mig og eder fra slægt til slægt, for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der helliger eder.” (2. Mos. 31,13).

Hvilken fantastisk betydning, der er skjult i dette vers! Og alligevel læser de fleste mennesker dette uden at fatte versets dybere betydning!

Hvad er årsagen til sabbatten? ”… thi sabbatten er et tegn…” Hvad er et tegn?

Det er et image, der identificerer. Et symbol!

Det ord, som Moses skrev på hebræisk, og som er blevet oversat til ”et tegn”, er ”ôwth”. Ifølge ordbøgerne defineres ordet som ”et signal”, ”et flag”, ”en lygte”, ”et monument”, ”et bevis”, ”et mærke”, ”et mirakel”, ”et tegn”, ”et skilt”.

Gud beordrede sit folk til at holde Hans sabbat som et tegn. Det er ”et tegn mellem mig og eder”, siger bud-ordet. Det er et identitetsmærke.

Det reklamerer og proklamerer kundskaben om en speciel identitet. Hvilken kundskab? Gud svarer: ”… for at I skal kende, at jeg HERREN er den, der helliger eder.”