Gælder aftalen kun for Israel?

Ingen kan nægte, at pagten absolut binder Israels folk til at holde sabbatten til evig tid og fra generation til generation. Deres generationer findes endnu. Derfor er de stadig forpligtet af denne pagt.

Man kan ikke nægte, at frelse og kristendom er åben for jøder og for samtlige israelitter. Evangeliet er ”Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så (men også) for græker.” (Rom. 1,16)

Jøderne kan altså blive omvendt til kristendom? Selvfølgelig! Kirken var jo næsten fuldstændig jødisk fra begyndelsen!

Jøderne er altså forpligtede til at holde sabbatten, selvom de bliver omvendt til kristendommen.

Har Gud to slags kristne? Synder en jødisk kristen, når han bryder sabbatten, og alle andre, hvis de holder den? Skal en jødisk kristen gå i kirke på sabbatten, og alle de andre om søndagen? Sagde Jesus ikke, at et hus, som er i strid med sig selv, vil falde?

Findes der to slags kristne? Læs Paulus’ brev til Galaterne 3,2829: ”Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri mand, mand og kvinde − thi alle er I én i Kristus Jesus. Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse (i henhold til løftet).”

Med andre ord er sabbatten bindende i dag for den jødiske del af Guds kirke, og der er ikke nogen forskel − for alle er ét i Kristus − så det gælder for alle.

Men, hvis sabbatten er Guds tegn til at identificere Hans folk Israel, hvorfor holdes den så ikke den i dag? − Hvorfor kaldes sabbatten ringeagtende og nedladende for ”den jødiske sabbat”? − Hvorfor tror hele verden, at alle israelitter er jøder, og at jøderne er alle eksisterende israelitter?

Intet sted i Bibelen kaldes de ti israelske stammer for jøder. Navnet jøde gælder kun for folk fra Juda stamme.

Lad os se lidt på historien.

Næsten umiddelbart efter, at Jerobeam var blevet konge, indførte han nye bestemmelser, så israelitterne ikke skulle rejse til Jerusalem til høstfesten m.v. − Han tog hurtigt nogle forholdsregler for at beskytte sin egen position.

”HERREN talede fremdeles til Moses og sagde: ”Du skal tale til israelitterne og sige: ‘Frem for alt skal I holde mine sabbatter’.”

Levi stamme var præsterne. De var de ledende − de bedst uddannede. Levitterne havde nydt godt af indtægter, der var 2-3 gange større end de andre stammers. Men med et enkelt slag degraderede Jerobeam levitterne og sørgede for, at de laveste og dårligst uddannede blev præster.

Dem kunne han kontrollere! − På den måde kunne han kontrollere religionen, akkurat som alle hedenske konger havde gjort det. På den måde gik mange − muligvis de fleste − af levitterne tilbage til Juda kongedømme. De blev kendt som jøder.

Da etablerede Jerobeam to afguder som idoler, som folket kunne tilbede. Han lagde høstfesten i den ottende måned i stedet for i den syvende, og på dage, som han selv valgte. (1. Kong. 12,28-32).

Desuden flyttede han sabbatten til den gamle hedenske soldag − søndagen.

I mange, mange år fortsatte israelitterne med disse to store synder: Afgudsdyrkelse og brud mod sabbatten. Mange konger tilføjede andre dår­lige og syndige vaner.

Gud blev træt af alt dette og sørgede for, at israelitterne blev ført væk som slaver til Assyrien.

Assyrerne forlod senere deres land og vandrede mod nord − gennem Georgien, Ukraine, Polen og ind i det land, som i dag kaldes Tyskland.

Israelitterne udvandrede sammen med assyrerne, men da de nåede til Europa, blev de ikke ved med at være slaver. De gik lidt længere − til Vesteuropa, den skandinaviske halvø og de britiske øer.

Men hvorfor blev de kendt som ”de forsvundne stammer”?

De havde mistet deres nationale kendingsmærke!

Jerobeam havde forandret deres bededag, og alle konger, der fulgte efter ham, holdt fast ved denne vane.

De tog også det assyriske sprog til sig som deres eget, da de nye generationer voksede op. De mistede deres hebræiske sprog, nøjagtig som Bibelen sagde, de ville gøre. De mistede hele deres nationale identitet.

De talte det sprog, man i dag kalder det germanske sprog (Germania er identisk med Tyskland). Men germanske sprog er engelsk, dansk, svensk, hollandsk m.v. − og selvfølgelig − tysk.

Efraim og Manasse flyttede til de britiske øer, og kaldte sig selv for briter, berith eller b’rith-ish − aftalens mænd.

Rubens stamme bosatte sig i den nordlige del af det land, der i dag kaldes Frankrig. De mistede ganske vist deres identitet, men det franske folk har den samme karakteristik som forfaderen Ruben. Den franske moral har aldrig været imponerende, og franskmændene betragter stadig sig selv som ”storebror” i forhold til alle andre lande. Ifølge franskmændene er Frankrig stadig ”verdens navle”.

Alle stammerne mistede deres identitetsmærke − Guds sabbat! Og derfor mistede de deres nationale identitet!

Men jøderne holdt deres sabbat! De holdt den ikke længere hellig, eller holdt den på Guds måde, men de har bevaret sabbatten som hviledag til den dag i dag.

Resultatet? − Hele verden betragter dem som Guds udvalgte folk! Verden tror, at de er Israel − ikke bare Juda!

Jødernes identitet er ikke forsvundet på trods af, at de blev spredt ud over hele verden som avner for vinden.

De tror oven i købet selv på, at de er det totale antal af israelitter, som findes i verden i dag.

Hvorfor blev Israel invaderet af Assyrien og ført væk i slaveri?

Hvorfor blev Juda invaderet og spredt ud over hele verden?

Fordi de ikke holdt Guds sabbat!

Spiller det nogen rolle? − Det spiller en stor rolle for Gud! Og Han siger, at Han ikke har forandret sig. Han er den samme i går, i dag og til evig tid! (Hebr. 13,8).

Profeten Nehemias fortæller om, hvorfor jøderne blev drevet i fangenskab og slaveri: ”I de dage så jeg i Juda nogle træde persekarrene (vinpresserne) på sabbatten, og andre så jeg bringe korn i hus eller læsse det på deres æsler, ligeledes vin, druer, figner og alle slags varer, og bringe det til Jerusalem på sabbatten. Dem formanede jeg da, når de solgte levnedsmidler … Jeg gik derfor i rette med de store i Juda og sagde til dem: ‘Hvor kan I handle så ilde og vanhellige sabbatsdagen? Har ikke vor Gud bragt al denne ulykke over os og over denne by, fordi eders fædre handlede således? Og I bringer endnu mere vrede over Israel ved at vanhellige sabbatten!” (Neh. 13,15-18).

Profeten Ezekiel fik til opgave at ”gå” fra der, hvor han var, blandt jøderne, til Israels hus. ”Gå så hen og tal til Israels hus” (Eze. 3,1). Og igen: ”… gå til Israels hus og tal mine ord til dem!” (vers 4).

Men Ezekiel gik aldrig til Israels hus med beskeden. Det kunne han ikke. Han var slave blandt jøderne.

Og alligevel − han giver beskeden til dem i dag på grund af det, han skrev i Bibelen.

Det er en profeti! Det er en besked til nutidens folk! Det er nu, det læses! Gud give, at menneskeheden må lytte!