Hosea

Hele historien om Israels oprør mod Guds sande vej, uddrivelsen fra det hellige land, skilsmissen fra dem, tilbageholdelsen af førstefødselsretten og om Israels endelige frigørelse efter de tre gange syvfold mere intensive afstraffelser, er opsummeret hos profeten Hosea.

Men Hosea er også meget nøjagtig, direkte og specifik i sin beskrivelse af Storbritanniens og USA’s holdning lige nu!

For at danne et billede af hele denne utroskab, forkastelse m.v., bad Gud Hosea om at gifte sig med en ”horkvinde” − for at vise, hvad Israel var for Gud. Hun fødte dem en søn. Gud forlangte af Hosea, at sønnen skulle hedde Jizre’el, hvilket betyder: ”Gud vil sprede ud”. Gud sagde: ”Jeg … gør en ende på Israels hus’ rige … på hin dag sønderbryder jeg Israels bue i Jizre’els dal.” (Hos. 1,4-5).

Kongedømmet blev destrueret, da de kom i assyrernes fangenskab.

Hoseas kone fødte herefter en datter. Gud gav instruktioner om, at hun skulle kaldes Lo-Ruhema, der betyder: ”Hun, der ikke finder nåde” eller ”Nådeløs”. Gud sagde: ”Kald hende Nådeløs, thi jeg vil ikke længer være Israels hus nådig og tilgive dem.” (Hos. 1,6).

Senere fødte hans kone endnu en søn. ”Kald ham ’Ikke-mit-Folk’ (Lo-Ammi)”, sagde Gud, fordi ”I er ikke mit folk, og jeg ikke eders Gud.” (vers 9).

”Men israelitternes tal skal blive som sandet ved havet, der ikke kan måles eller tælles. Og i stedet for ”I er ikke mit folk”, skal I kaldes ”den levende Guds Børn”. Judæerne og israelitterne skal slå sig sammen (det har de endnu aldrig i historien gjort!) og sætte en og samme høvding over sig og drage op af landet − thi stor er Jizre’els dag. Kald eders broder ’Mit-Folk’ og eders søster ’Nåderig’.” (Hos. 1,10-12).

Dette er helt kort et billede af Guds mellemværende med Israel.

I dag er det almindeligt at sige, at vi ikke er Israel. Med andre ord − ikke Guds folk. Men nu vil deres identitet meget snart være kendt.

I kapitel 2 fortæller Gud om den førstefødselsret, der blev tildelt:

”Ja hun, hun skønner ikke, at det var mig, som gav hende korn og most og olie, gav hende rigeligt sølv og guld, som de gjorde til Ba’aler. Derfor tager jeg atter mit korn, når tiden er inde til det, min most, når timen er inde, borttager min uld og min hør, som hun skjuler sin nøgenhed med.” (Hos. 2,8-9).

Men til sidst, i kap. 2, når afstraffelsen er intensiv nok, vil alle indse overtrædelserne og angre − og søge Gud.

”På hin dag, lyder det fra HERREN, skal hun påkalde sin ægtemand, og ikke mere Ba’alerne.” (vers 16).

Kapitel 2 slutter i vers 23 med: ”Jeg sår (navnet Jizre’el kan oversættes med: ’den, som Gud sår’) hende ud i landet, mod Nådeløs (Lo-Ruhama) er jeg nådig og siger til Ikke-mit-Folk (Lo-Ammi): ‘Mit folk er du!’ og han skal sige: ‘Min Gud’.”

Derefter begynder Guds budskab til nutidens folk − og specielt til Storbritannien!

”Hør, israelitter, HERRENS ord, thi HERREN går i rette med landets folk. Thi ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør indbrud, og blodskyld følger blodskyld. Derfor sørger landet, og alt, hvad der bor der, sygner, markens dyr og himlens fugle − selv havets fisk svinder bort.” (Hos. 4,1-3).

Til nutidens præster i kirkerne siger Gud:

”Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig som præst − du glemte din Guds åbenbaring, så glemmer og jeg dine sønner. Jo fler, des mere de synded, ombytted deres ære med skændsel − mit folks synd lever de af, dets brøde hungrer de efter.” (vers 6-8).

Da Gud fortæller om den kommende intensitet i den kollektive afstraffelse, siger Han: ”Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit åsyn, søger mig i deres trængsel.” (Hos. 6,1).