Flere overleveringer om Moses

som kongeætling

Der verserede endnu temmelig sent i historien yderligere beretninger, der indeholdt andre opfattelser af Moses end dem, der kom til udtryk i den efterhånden autoriserede version af Bibelen. Det gælder især også oldtidsforfatternes omtale af andre sider af Moses end dem, der kendes fra Bibelen (vil blive omtalt). Omkring 30 e.Kr., dvs. hele 1.500 år efter Moses' tid, kunne den egyptiske præst og filosof Chaeremon gengive, at:

- "...Moses var egypter...".

Dette citeres af Josefus, i sin "Contra Apionem", der også fortæller, at den egyptiske historiker Apion, cirka 50 e.Kr., rapporterer, at:

- "...egypterne gør krav på, at Moses er en af deres egne...".

Apion bekræfter Moses' mangeartede egyptiske virksomhed, hvilket Josefus trods sin mere frigjorte jødiske baggrund i flere forhold kritiserer.

Det viser, at overleveringer om Moses som reel tronarving og tilhørende en egyptisk kongeslægt stadig har eksisteret i oldtidens Alexandria. I denne by i 100-tallet f.Kr. skrev en egyptisk-jødisk forfatter kendt som Ezekiel Tragediedigteren et (mysterie)spil i flere akter om Moses' dramatiske liv. (269 linjer er bevarede). I en scene heri fremstilles, at Moses - der med nævnte baggrund var kendt og accepteret som en selvfølge hos publikum - er ved eller har indtaget sin plads på Egyptens kongetrone.

Parallelt med senere redigeringer i de ældre bibeltekster ses også senere tiders tilpassede kommentarer i rabbinerskrifternes beretninger om Moses. Det vil især skyldes, at meget i de originale beretninger fra en egyptisk baggrund næppe kunne forstås fuldt ud af senere jødiske skrivere, f.eks. Moses' identitet som en egyptisk prins.

Det kan konstateres, at rabbinerskrifternes omtale af Moses som Faraos Datters søn gengiver detaljer, som er imponerende korrekte set med nutidens udvidede kendskab til ældre egyptisk tradition. I det hele synes der bevaret mere om Moses i ureduceret form i rabbinerskrifterne end i Bibelen, hvor Moses' eksistens ofte er mindre konsistent.

Der findes en holdning hos mange af nutidens rabbinerskoler, at de omtalte rabbinerskrifters oplysninger om bl.a. den unge Moses' bedrifter for det meste betragtes som underholdende fortællinger af symbolsk og fortolkningsmæssig værdi, men mindre hensyn til historisk værdi. Dette skønt Bibelens, rabbinernes og oldtidsforfatternes gengivne overleveringer netop også indeholder verificerbar historisk information, f.eks. kongenavne, stednavne og astronomiske oplysninger.

Men forskningen har i hyppige tilfælde lagt vægt på at hævde følgende hypotese: At nogle oldgræske myter, foruden tekster af datidens filosoffer og naturvidenskabelige forfattere, indeholder beretninger, hvor visse dele derfra er blevet brugt i rabbinernes og oldtidsforfatteres Moses-beskrivelser. Samt at de oprindelige hovedpersoner så er blevet udskiftet for at give Moses en art helterolle.

Sådanne påstande ses til stadighed fremsat indforstået og uden bevisførelse. Især glemmes den dominerende indflydelse, som det gamle Egypten gennem tiderne har haft på oldgræsk kultur. Det er absurd, at udviklingen ifølge de nævnte påstande skulle have startet fra modsat hold, dvs. fra græsk eller jødisk kultur, eftersom det var de egyptiske overleveringer, der var ældst.