12. KAPITEL

Moses som astronom:

- Tidligste berømte stjernekyndige

(Enkelte elementer i dette kapitel er behandlet i denne series bind 2's kap. 4. Desuden i bind 1's kap. 13. Samt i bind 4's kap. 7 og 19-22 og 26).

Orakler, drømmetydning og stjernevarsler

Af Bibelen, rabbinerskrifterne og hos oldtidsforfattere fremgår i deres omtale af faraos rådgivere, at flere af dem var astrologer, drømmetydere og magere. Og der refereres ofte til drømmetydning, som også indeholder astrologisk symbolik.

Disse præsteastrologer, hvis tydninger af stjernevarsler omtales i faraonernes inskriptioner, viser træk af astrologi (i egyptisk regi), der var et velkendt emne i det gamle Egypten og ses i forskellig form.

Eksempelvis findes der fra 12. dynasti, ca. 2000 f.Kr. flade, krummede stokke af elfenben indgraveret med egyptiske astrolomytologiske tegn og figurer (nu i British Museum). Ifølge "The Splendour That Was Egypt" (London 1949) af den omdiskuterede britiske egyptolog Margaret A. Murray kunne de faktisk udgøre en art horoskoper - idet visse egyptiske stjernebilleder og planeter kan identificeres. Og der ses f.eks. også markeringer for livets afslutning indikeret med et Anubis-hoved, dvs. sjakal-guden tilknyttet døden.

Den egyptiske astrologiske ideverden for mere end 3.500 år siden, fremstår også i Bibelens omtale af, at Josef tydede faraos drøm om 7 fede køer og 7 magre køer; og at der med dette blev varslet, at de kommende 7 fede år blev efterfulgt af 7 magre år. Igen fremtræder oksesymbolikken, og lignende ses på egyptiske himmelrelaterede billeder.

Men hvordan kunne "en ko/okse" således betyde "et år"? Både egypterne og senere grækerne kaldte de 7 himmellegemer for bl.a. køer (okser). Denne symbolik findes allerede i både egyptiske afbildninger og i græske myter (f.eks. da Odysseus' mænd forgreb sig på "Solens okser"). Tilsvarende var "okseplovfuren", som disse 7 køer/okser (himmellegemer) trak på himlen, ikke ualmindeligt i Mellemøsten som udtryk for ekliptikas "års-cirkel" - dvs. den himmelbane, som Solen (i virkeligheden Jordens bane om Solen) opfattes at gennemløbe/"pløje" på et år.

Det i den babyloniske religiøse kultur populære tal "7" kunne optræde med samme funktioner i Egypten. Et velkendt motiv i egyptiske gravmalerier er de 7 himmellegemer afbildet som 7 himmelokser.

Israelitterfolkets opdeling i 12 stammer er en opdelingsform, der i "1. Mosebog" (49,1-28) er beskrevet med udgangspunkt i Jakobs 12 sønner. Beskrivelsen knytter disse som 12 stamfædre til nogle symbolske billeder, der (bl.a. af Josefus) traditionelt blev udlagt som stjernebilleder inden for Dyrekredsens 12 himmelsektioner:

- I "1. Mosebog" (15,5) omtales, at Jahweh viste Abraham stjernerne og lovede ham, at hans efterkommeres antal skulle blive meget stort:

"...de skulle blive talrige som himlens stjerner...".

Men ud fra nævnte sammenhænge kan dette også lige så godt læses, at de skulle blive "som himlens stjernebilleder", hvilket var samme ord som 'stjerner', nemlig Dyrekredsens 12 stjernebilleder.

Bibelen beretter, at Josef fortalte om en drøm, han havde drømt om natten, og hvori "Solen og Månen og 11 stjernebilleder bøjede sig for ham". Teksten angiver videre, at Josefs brødre blev vrede. Den astrologiske symbolik heri var dem velbekendt: - At deres far Jakob var Solen og deres (individuelle) mor Månen, der sammen med de 11 af himlens stjernebilleder, dvs. Josefs 11 brødre, alle bøjede sig for det 12. stjernebillede, der repræsenterede Josef.

Ligeledes har i den forbindelse disse brødres mødre, Rachel og Lea - hvis navne på hebraisk betyder henholdsvis 'får' og 'okse (vildko)' - kunnet betegne de to første stjernebilleder i Dyrekredsen, nemlig Vædder og Okse (Tyren). Dog har det ikke kunnet afgøres, hvor tidligt i historien disse stjernebetegnelser har været anvendt; bl.a. kaldte babylonierne tidligt Vædderen også for hunga, 'daglejeren', en figur senere netop kendt i Jesu lignelser om himlen (f.eks. "himlen som en vingård").

Ifølge bibeltraditionen er det Moses, der har optegnet de ældre beretninger i "1. Mosebog" - og som tidligere omtalt angav Philo, at det var Moses selv, der stod bag denne opdeling af folket i 12 stammer - en opdeling Platon siden hen ligeledes brugte i sine ideer om idealstaten.

Allerede 300 år før Philo omtaler også Hekataios af Abdera i Alexandria, at til Moses' opdeling af folket brugtes et særligt tal forbundet med den tids opfattelse af himlens astronomiske forhold:

- "...12 er det perfekte tal - Solens bane bevidner dette. For den fuldender sit kredsløb på 12 måneder...".

Moses udstedte ifølge Bibelen en forordning om, at ypperstepræsten skulle bære to ædelstene på skuldrene og en brystplade med 12 bestemte ædelstene. At disse skulle lignes med en "månedssten" for hver af de 12 stammer - hvis astrologiske symbolik vises i "1. Mosebog" kap. 49 - er angivet i flere ældre overleveringer. Både Philo, Josefus og kirkefaderen Clemens af Alexandria, for 2.000 år siden, omtaler disse i alt 14 stene som udtryk for hhv. Sol, Måne og Dyrekredsens 12 stjernebilleder.

Her kommer "den egyptiske faktor" igen ind. Moses har uundgåeligt kendt til samtidens brug af sådanne særlige ædelstene til såkaldt "godartet magi", beskyttelse mod dårlige kræfter, som det bl.a. kendes fra "Den Egyptiske Dødebog" og i øvrigt optrådte i egyptiske traditioner.

Disse "magiske stene", som Moses forordnede til ypperstepræstens udstyr eller dragt, benyttedes til at modtage varsler ved hjælp af stjernerne på anden måde end ud fra direkte astrologiske beregninger. Således anvendtes de stjerneforbundne ædelstene i ypperstepræstens brystplade til at modtage orakelsvar - ifølge Josefus, der skriver om dem, at "deres glimt indikerer Guds tilstedeværelse".

Der fandtes udarbejdede beskrivelser for de specielle måder at udføre dette ritual på. Om den form for modtagelse af stjerne-orakelsvar gennem de 12 himmelforbundne ædelstene angiver Josefus, at hos ypperstepræsten i templet i Jerusalem ophørte denne praksis på den jødiske konge Johannes Hyrcanus' tid (135-105 f.Kr.). Dermed var denne praksis blevet fortsat til så sent som bare 150 år før, Josefus foretog sine historiske optegnelser.

I israelitternes traditioner for udøvelse af stjernevarsler kendes brugen af magiske formler baseret på himmellegemernes navne. Det fremgår af den gamle jødiske lære, kabbala, om bl.a. astromagiske forhold:

- Dertil brugtes at samle den indledende bogstavlyd (det "akrofoniske" princip) i navnene på de såkaldt "stærke" planeter Shabbetai ('Saturn'), Zede ('Jupiter') og Maadim ('Mars'), der sammensattes til den magiske lyd ShaZam. Dvs. oprindelsen til den kendte magiformular: "Sesam".

Dette opfattedes som et så magtfuldt ord, at det kunne åbne bjergvæggen i Ali Babas hule. Dette fremgår af den gamle orientalske mytesamling "Tusind og Én Nat", hvis episoder - på det punkt i lighed med flere af evangeliernes lignelser - fulgte en fælles mellemøstlig ældgammel tradition med tolkning også ud fra en astromytologisk symbolik.

I Moses' omtale af skabelsen optræder "himmellysene": Sol, Måne og de fem kendte planeter. Moses foreskrev brugen af den syvarmede lysestage. Den repræsenterer de syv himmellys, et for hver af ugens syv dage. "7 himmellegemer for 7 ugedage" ses også i babylonisk tradition.