2. KAPITEL

Fortrængte historiske oplysninger

Moses' ukendte liv i Egypten - i de gamle tekster

Meget tyder på, at en række oprindelige beretninger om Moses tidligt blev delt og splittet ad, ved at nogle af dem udvalgtes efter bestemte kriterier. De blev til Mosebøgerne. Store dele af resten eksisterede herefter sideløbende med disse bibelskrifter og opsamledes til sidst som en særlig gruppe i de ældste af rabbinernes "Talmud"-skrifter.

Disse rabbinerskrifter er i det meste i overensstemmelse med andre overleverede Moses-beretninger, der er gengivet af egyptiske, græske og romerske - samt af jødiske, kristne og islamiske - historikere og forfattere under hellenismen, dvs. i perioden ca. 330 f.Kr. til 330 e.Kr. Her må især nævnes den egyptisk-jødiske lærde, filosoffen Philo af Alexandria (Philo Judæus, cirka 20 f.Kr. til 50 e.Kr.) og den romersk-jødiske historiker, tidl. præst og officer) Flavius Josefus (cirka 37-100 e.Kr.).

Indtil midten af 1900-tallet fandtes det ældste hele eksemplar af den Hebraiske Bibel som afskrifter udført ca. 900 e.Kr. Men fra 1947 og frem blev der i huler i Qumran nær det Døde Hav fundet dele af meget ældre bibelafskrifter udført mellem cirka 200 f.Kr. og 70 f.Kr.

Disse skrifter udgør de ældste bevarede hebraiske bibelmanuskripter, men de fleste af dem er fra yngre dele af det Gamle Testamente. De er hermed opstået længe efter tilblivelsen af Bibelens ældste indhold, især Mosebøgerne, af hvilke der også er gjort fund af flere enkeltdele.

For mere end 1.500 år siden - dermed yderligere 600-700 år efter de ældste Qumran-skriftrullers tilblivelsesperiode - begyndte rabbinerne efterhånden at fastlægge klare regler for at sikre yderst nøjagtig kopiering af teksterne. Reglerne ses især brugt til Mosebøgerne og "Esthers Bog". De strenge forordninger fremholdtes senere som "bevis" for bibelteksternes nøjagtige overlevering, skønt det argument reelt kun gælder fra efter indførelsen af denne kopieringsmetode, ca. 400-900 e.Kr.

Dette ændrer derfor ikke på det faktum, at der i de forudgående tusinde år eller mere, helt tilbage fra Moses' skrifter, kan synes foretaget indgreb undervejs - bl.a. i Moses-beretningen - evt. bibragt ved hjælp af udeladelser, dvs. forkortende redigering. Desuden er omtalen af Moses betydeligt reduceret eller fraværende i alle tekster efter Davids tid, dvs. i 75 pct. af den Hebraiske Bibel (Gamle Testamente) - her er David omtalt fem gange så ofte som Moses. (Jf. statistik i bind 4, kap. 14).

Men Moses blev igen "populær" senere - og omtales ofte i det Nye Testamente og Qumranteksterne. Han blev her til noget af en nationalfigur, der nu brugtes imod, at samtidens ypperstepræster brød Moses' love ved at være af "uautoriseret" familie, og også imod, at jødernes land var under græsk og romersk herredømme og prægning.

De ældste rabbinerskrifters troværdighed i forbindelse med Moses-beretningen bestyrkes ved deres mange specifikke oplysninger om ældre egyptiske forhold. Via nyere arkæologi, historieforskning og antropologi kan en lang række eksempler i beretninger om Moses' opvækst og uddannelse ved faraohoffet kendes som historisk plausible: Moses' oprindelige, senere nedtonede, baggrund som egypter og endda af kongelig fødsel, bestyrkes både af ikke-jødiske og jødiske oldtidsforfattere.

Men den videnskabelige forskning, etableret i 1800-tallet, har reageret på stort set to modsatrettede måder: - ved enten at kredse om senere opståede "Moses-klichéer" med Moses som hebræisk patriark og "hyrde"skikkelse - eller også ved helt at afvise Moses' historiske eksistens.

Disse begrænsninger reducerede en åbenhed for andre indfaldsvinkler, og det blev svært at få øje på f.eks. det enkle forhold, at inden Moses' karriere som israelitternes anfører havde han - bl.a. under sin opvækst ved faraos hof - også været kendt under andre navne, en anden identitet og anden status, idet han som udgangspunkt, gennem de første cirka 40 år af sit liv, var kulturelt og sprogligt undergivet egyptiske forhold.

Rabbinerskrifterne, ofte negligeret i forskningen, må da rehabiliteres, hvad angår værdien af de ældste beretningers historiske oplysninger. Dette uanset, at der i skrifterne også kan findes senere kommentarer med selvsagt ringere kendskab til de pågældende egyptiske forhold.