'Før-skabelsens materier'

På flere gamle sprog betød himmel også 'op' (f.eks. babylonisk anu, 'himmel' og 'op’, 'oppe’). I beskrivelsen af skabelsen etableres "oppe og nede" som overhovedet noget af det første, idet position/retning er afgørende for at kunne have "noget" at sætte det efterfølgende i relation til. Herefter implicerer begrebet "tid" nye begreber som "begyndelsen" og konceptet "skabelse i sekvenser eller rækkefølge" - idet tid vil fremtræde udtrykt i fænomenernes rækkefølge. Dybden i 'at skabe’, på hebraisk br’, relaterer til en oprindelig betydning 'at sætte skel’.

Baggrunden for de ideer hos Moses med sin uddannelse i Egypten, ses allerede i en egyptisk skabelsesberetning, hvor guden Re (Ra) proklamerede i en hos egypterne ofte anvendt negationsform:

- "...Ikke eksisterede himlen, ikke eksisterede Jorden, ikke var der blevet skabt Jordens voksende ting (planter) og krybende ting (dyr) - jeg frembragte dem ud af Nu (nou) (‘primær-rummet' forud for 'verdens-oceanet’) fra en tilstand af ikke-aktivitet. Ikke var der heller et ståsted (position og dermed retning)... så jeg opstillede ret... jeg satte skel..." etc.

Det egyptiske "Papyrus Rhind", før 1600 f.Kr., angiver (fra ældre kilder) at indeholde "hellig" matematik og her "et fast ståsted" for skaberguden.

Hvad angår ovennævnte forhold om "rum" som en primærfaktor i skabelsesberetningen i Bibelen, angiver bibelteksten i sin indledende sætning, at himlen og Jorden blev skabt. Inden da fandtes de ikke - det understreges af næste sætning om forudgående 'kaos og uorden’, hebraisk tuhu wa vohu. Det sidste ses hyppigt oversat som 'tom/formløs’, 'øde' - det indebærer sprogligt ikke nødvendigvis betydningen 'et intet’.

Denne skabelsesberetning er den ældste knyttet til en konkret person. Moses' formidling om "før-skabelsens materier" var reelt en bedrift: At anse konceptet, ideen, som den egentlige begyndelse til verden. - Ligesom skabelsens start for et hus ikke er første sten eller spadestik, men det øjeblik der indeholder oprindelsen af selve idé-ønsket om huset.

I dag kunne spørgsmålet lyde: "Hvad var før-skabelsens materier i universets skabelseseksplosion big bang - hvad bevirkede, at "energien/stoffet" i big bang overhovedet eksisterede?". Hvad var der før, der var "før"? - I ovennævnte egyptiske beretning siger guden Re, at:

- "...Jeg blev til i skabelsens former, der blev til i førstetiden... Jeg frembragte mig selv fra primærstoffet, som jeg skabte... førstestoffets førstestof...".

Egypternes tekster omtaler en præeksistens før skabelsen. De skelnede mellem ptah, 'at skabe’, og kheper, 'at blive til’. Mere end tusind år før Moses ses læren om kun én skabergud. Guden havde dobbeltnavne: - i Memphis Ptah-Atum, 'skabe-altet' - og i Theben var det Amon-Re, skaberens 'usynlige' og 'synlige' udtryk (jf. bind 4's kap. 5 og 7).

Moses' skabelsesberetning, hvor "Gud skabte mennesket i sit billede", er næsten ordret i den egyptiske skabelsesberetning, bl.a. i "Papyrus Merikare". Ud over at Moses' skabelsesberetning her også kan ses som et produkt dannet fra delvis viderebygning på den ældre egyptiske skabelsesberetning, kendes lignende tanker, der, universelt, også ses i den oldindiske erkendelsesfilosofi - enten mere selvstændigt baseret eller i ideer udvekslet mellem Egypten og Indien eller via Babylon. (Jf. ill. s. 200).

Også hos Platon ses ideen om "før-skabelsens materier eller elementer". Hvad selve elementerne angik, nævntes ikke en mulig inspiration fra Moses, sikkert fordi Platon fremdrog andre immaterielle forhold end Moses, nemlig retfærdighed, skønhed og mod - disse forstået i udvidet betydning. Hos Platon havde begrebet 'retfærdighed' en særdeles betydelig rolle. 'Skønhed' hang bl.a. sammen med matematisk orden og regulering, harmoni, proportioner (jf. hans doktrin om form), formernes verden - der var med til at indgive orden i kaos. Og 'mod' var også fasthed, vedvarenhed.