Midnatsspørgsmålet

Det hørte til en højere uddannelse hos særlige grupper af egyptiske præster at få kendskab til astronomi. Mange af dem var beskæftiget med at holde styr på den egyptiske kalender. Denne blev fortløbende kontrolleret ved tid og sted ud fra bestemte stjernegruppers op- og nedstigning på bestemte klokkeslet i forhold til Jordens årstider.

Rabbinerskrifter og Philo omtaler ved Moses' omfattende og alsidige uddannelse, at han derefter bestred en række ret forskelligartede højere embeder, lige fra general til astronomikyndig rådgiver.

Da prinser og embedsfolk ved hoffet generelt blev undervist af præsteskabet, virker kildernes oplysning rimeligt plausibel angående, at Moses oplærtes også på det felt under opvæksten hos Faraos Datter.

I øvrigt er en sådan kombination ikke ukendt: F.eks. var Julius Cæsar også kendt for sin viden om astronomi og astrologi samt kiromanti, og skrev et værk herom, "De Caelo", 'Om Himlen'. Ud fra disse kundskaber, ligesom hos Moses, forbedrede Cæsar kalenderen (med egyptisk-græsk ekspertbistand i Alexandria, dengang astronomiens hovedsæde). Julius Cæsars "julianske kalender" var stadig i brug i Rusland og Bulgarien frem til ca. 1920 og bruges fortsat af disse landes kirker.

Cæsar beskrev i sit værk "Gallerkrigen", at da han forsøgte invasion i England, glemte han at tage i betragtning, at det ville blive fuldmåne, hvorved der blev højvande i Kanalen - og invasionen mislykkedes, endda med store tab. Hvorimod Moses ved tilrettelægning af passagen over det Røde Hav netop drog nytte af (påske)fuldmånens ekstra store træk ved forårsjævndøgn, der medførte stor ebbe.

En så alsidig ekspertise som hos Moses var ikke noget uhørt. F.eks. i tjenesten hos "den nye hårde farao" Amenhotep II ses øverste astronom og astrolog ved templet i Karnak (Theben) også som landmåler, hieroglyfekspert samt opfinder af verdens første offentlige bogholderi.

Og igen, kun en ekspert som netop Moses kunne lade den første påske fastlægge så nøjagtigt, at tidspunktet på én gang var forårsjævndøgn, fuldmåne og midnat. Bibelen nævner ikke direkte forårsjævndøgnet, men angiver, at Moses fastsatte påsken (der altid er afhængig af fuldmånetid) til at være i årets første måned, nisan (abib) i marts-april.

Mange steder i det tidlige Mellemøsten var nytåret placeret netop ved forårsjævndøgn, der hvert år indfinder sig cirka 21. marts. (Også i Europa var nytåret altid den 21. marts, helt frem til 1500-1700-tallet).

Det var anderledes hos egypterne, idet de holdt nytår om sommeren. Men de har fra deres nøjagtige astronomiske kalender kendt til forårsjævndøgnet - det "astronomiske nytår" - som et af de mest betydningsfulde af årets fire solvendepunkter.

Ifølge Bibelen angav Moses tidspunktet for, hvornår han ville slå til mod farao. Dette skete derefter i forbindelse med, at han ved israelitternes udvandring fra Egypten indstiftede den første påske ved den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Med sin viden om disse astronomiske forhold var Moses i stand til korrekt at angive det nye års indtræden ved forårsjævndøgn og ikke ved præcis midnat, men:

"...omtrent ved midnat...", ifølge "2. Mosebog" (11,4).

En stor samling gamle rabbinerkommentarer om bl.a. dette midnatsspørgsmål er udgivet af rabbi Zvi Mond: "Exodus, I" (Toronto 1982). Heri gengives fra kommentarerne i "Talmud" og "Midrash", der påpeger, at Moses netop ikke angav præcis midnat, fordi:

- "...Moses tænkte, at faraos og Egyptens astrologer kunne tage fejl i deres beregninger og derfor kunne sige, at Moses ikke talte sandt...".

Hertil kan beregnes, at just i det ved exodus kalendermæssigt så specielle år kulminerede påskefuldmånen tæt ved, men ikke lige på midnat.

Og oplysningen om midnatstidspunktet underbygger, at israelitternes exodus, udvandingen fra Egypten, fandt sted i året 1455 f.Kr. ved den første påske: Idet både forårsjævndøgn, midnat og fuldmåne indtrådte med relativt få timers mellemrum ved den 21. marts, i nutidig kalenderstil (se nærv. bogseries bind 3: kap. 9 samt kap. 18's tillæg).

I dag kan vi ud fra moderne astronomisk metode kontrollere, at alle disse astronomiske forhold virkelig fandt sted i 1455 f.Kr. Sådanne præcisionskrævende tilbageregninger var det ikke muligt at udføre af rabbinerne, såfremt de i senere tidsaldre efter Moses ville efterrationalisere og besmykke beretningen om hans effektivitet ved stjernekundskaben:

- Med andre ord, Bibelens og rabbinernes overleveringer om Moses' fastsættelse af den første påske har - ifølge kontrol med moderne astronomisk metode - derfor en antagelig grad af sandsynlighed.