'Nøglen til alting'

Moses berømmes i rabbinerskrifterne og hos oldtidsforfatterne for sin skrivekunst, og han blev af de sidstnævnte sammenlignet med skriftens, visdommens og astronomiens gud Thoth/Hermes. Mange udsagn vidner om, at han også var ekspert angående det, som babylonierne kaldte seter same, 'skriften på himlen', dvs. at han kunne aflæse og tyde stjerners og himmellegemers samspil af konfigurationer.

Et af stjernelærens ældste hovedcentre var byen Ur i det sydlige Babylon, det senere Kaldæa, hvorfor astrologer senere - uanset nationalitet - ofte omtaltes som "kaldæere". Abraham kom fra denne bystat Ur, før kaldæerfolkets invasion. Forud for hans fødsel modtog byens konge Nimrod, ifølge rabbinerskrifterne, et stjernevarsel og foretog derfor mange barneofringer, så den spæde Abraham måtte bringes i sikkerhed.

En rabbinerkommentator, tanniten (en overleverer, en lærer, en mishnah-autoritet) Eleazar af Modi'im cirka 100 e.Kr., påpegede, at Bibelens omtale af, at "Jahweh har velsignet Abraham med alting" - et citat fra "1. Mosebog" (24,1) - betød, at:

- "...(Jahweh har) udstyret ham 'med astrologiens kunst'..."

- dvs. kundskaben der opfattedes som "nøglen til alting". Rabbinerskrifterne angiver, at for at få astrologisk oplysning hos Abraham, har:

- "...konger fra Østen og Vesten stået i trængsel foran hans (Abrahams) dør...".

Abraham udvandrede fra Ur i 1900-tallet f.Kr. - og Josefus beretter i sin "Antiquitates" (1,166), at:

- "...Abraham bragte astrologien fra Kaldæa til Egypten..."

- måske et supplement til den astrologi, der brugtes i Egypten. Men reelt ses babylonisk astrologi influere stærkest efter 700-tallet f.Kr.

Bibelens "Amos' Bog" (5,8), der menes skrevet i 700-tallet f.Kr., omtaler stjernebilleder næsten som et citat fra den ældre "Jobs Bog". Ifølge rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 51, 60 og 64) levede Moses samtidig med de tre personligheder Job, Jethro og Balaam - der oprindeligt var ansat hos farao som præstelige rådgivere, magikere og astrologer. Dette må have sat sig spor i Moses' uddannelse ved faraohoffet og via hans kontakt med dem siden hen (jf. også bind 1's kap. 12).

Da Moses, ifølge Philo, modtog undervisning tilmed fra en række lærere og eksperter fra udlandet, bl.a. astrologer fra Babylon, fik han herved sin - siden hen kendte - viden om egyptisk og babylonisk stjernekundskab.

Moses' magiske stav som astronomisk instrument?

Ifølge rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, s. 60 og 90) overtog Moses sin berømte stav fra en af astrologerne hos farao; nemlig fra Moses' læremester Jethro, der oprindelig havde fundet staven blandt den tidligere faraorådgiver Josefs efterladte ting i hans efterladte domicil i Nedre Egypten. I den beretning havde der været krig her, så husene blev forladt. Egypternes årelange krig for at uddrive hyksosfolket i Nedre Egypten startede ifølge mange egyptologer ca. 1585 f.Kr. I den periode døde Josef, der netop også var kendt for sin drømmetydning og et astrologisk forudsigende billedsprog.

Også Moses har haft sine metoder til at forudse og profetere. Herom oplyser rabbinerskrifterne, at den astrologiske tradition også vedrører Moses' magiske stav, der var et astronomisk redskab med flere funktioner. Nemlig at hans stav også kunne bruges som et astronomisk instrument med særlige hak til at måle afstande på himlen.

Disse skrifter angiver, at han netop brugte staven til dette formål, faktisk som et primitivt instrument med indgraverede markeringer til observationerne til brug for astronomisk/astrologisk prognose, når han skulle profetere om ankomsten ved nogle af "Egyptens ti plager". Staven må da have været indrettet som måle- og regnestok til himmelmålinger, et primitivt astrolabium. Med denne ældgamle type instrument kunne himmelafstande bestemmes i breddegrader, men ikke længdegrader.

Rabbinerskrifterne synes altsså her at indeholde plausible overleveringer om de ofte fremmedartede emner set med nutidens øjne.

Moses' stav med astronomiske markeringer fik som type/begreb en lang historie som astronomisk redskab. Ifølge rabbinerskrifterne (Baring-Gould, II, bl.a. s. 88-89) fik han staven fra Jethro, der - som omtalt - havde den fra Josefs redskaber. Men den stammede fra Abrahams forfædre i Ur; det nævnes, at Josefs far, Jakob, tog staven ("jakobstaven") med sig som eneste genstand, da han flygtede fra sin far Isak, Abrahams søn. Det er ikke teknisk umuligt, at det var samme stav, der blev videregivet reelt eller som en arvet konstruktionsform for en type stavinstrument fra Abrahams sydbabyloniske hjemby, især kendt senere som de kyndige astronomers/astrologers by: Ur.

Moses var naturligvis ikke eneste stjernekyndige med en sådan stav, der øjensynlig ud over dens omtalte markeringer kunne forsynes med tværstave. De har givetvis også kunnet forskydes efter markeringer "trappetrinsagtigt" indhakket. Kendskab til den type stav(instrument) i udviklet form - en såkaldt "gnomon" - kan nøje følges senere, hos araberne og siden hen hos europæerne, der kaldte den en "jakobsstav".

Bibelen omtaler Jakobs vision, der viste "en stige op (til stjernerne) i himlen". Ofte var stiger i tidligere tider netop dannet af en pæl med tværpinde, netop som en kæmpemæssig jakobsstav. Tværpindene på staven blev senere hen gjort forskydelige, og som astronomisk hjælpemiddel blev jakobsstaven så sent som i 1700-tallet benyttet af søfolk til navigation efter stjernerne. (Andet om Moses' stav i nærv. kap. 8 og 9).