5. KAPITEL

Moses som strateg og hærfører:

- Ekspert i overlevelse

Moses' ideelle militære baser

Af Bibelens beretning om Moses vil det fremgå, at han måtte finde opholdssteder til israelitternes vandrende folkehær. Undersøger man nogle af disse steder nærmere, viser de sig overordentlig godt valgt, strategisk velbeliggende og beskyttede.

Et af de forsvarsegnede tilflugtssteder var netop sletten foran "Sinai-bjerget" - hvorfra Moses, ifølge traditionen, fremlagde lovene. Ved bjergets fod blev Skt. Catherina-klosteret anlagt i senere tider, og er et af de ældste kristne klostre overhovedet. Fra en dansk, videnskabelig Egypten-ekspedition i 1761-1762 under ledelse af ingeniørofficeren Carsten Niebuhr, oplyser en af deltagerne, von Haven, at han ved selvsyn fra dette sted på Sinai havde:

- "...forhen gjort den Observation, at vi kunde umueligen være på Bierget Sinai. Closteret laae i en snevre Dal og den Dal er ikke saa stor, at en maadelig Armee kunde leyre sig derudi, endsige 600.000 Mand, som Moses havde med sig, og som med deres Hustruer og Børn, maa have giort over 3.000.000 ud ...".

Forholdet mellem troen og en rationel historiegengivelse blev tidligt et problem. F.eks. i 1300-tallet e.Kr. hos den islamiske historiker Ibn Khaldun - ifølge hans værk "Prolegomena, en introduktion til världshistorien (Al-Muqadima)"; oversat fra arabisk af Ingvar Rydberg (Lund 1990). Ibn Khaldun udtrykker konkret, at Moses umuligt kan have stillet en hær på 600.000 mand på benene, men tilføjer, at:

- "...det står i den hellige tekst, så er det sandt..." (og et mirakel!).

Bibelteksten om udvandringen giver indtryk af en lille millionhær, der i den størrelsesorden endda ville få vanskeligt ved at skjule sig. Men det har der ikke været tale om, for det hebraiske ord for '1000' kunne i ældre tider lige såvel betyde 'en stor mængde', 'en meget stor gruppe' (jf. bind 3's kap. 11). Således har de "600.000" mand betydet, at israelitterne opdeltes i cirka '600 store grupper' - vel 600 klaner (dvs. i gennemsnit 50 familier til hver af de 12 stammer), der alle har stillet med våbenføre mænd, i alt ca. 6.000 har der været i israelittergruppen.

Men sletten foran Sinai-bjerget er rigelig stor til at have rummet sådanne israelittergrupper med deres kvinder, børn og kvæg, nemlig 3 km lang og 1 km bred, samt en "sidelomme" på næsten 1 km mod vest. Der findes endda en lille regnflod til vandforsyning.

Det har været diskuteret, om bjerget, der omtales i Bibelen, ligger på denne del af Sinai-halvøen eller overhovedet på Sinai. Det pågældende bjerg nær Skt. Catherina-klosteret på Sinai ligger foran det flade terræn, Er-Raha-sletten. Her er i virkeligheden to bjerge: Ras Safsafeh og, direkte ud til slettens sydlige ende, Djebel Musa ('Moses-bjerg', 2.285 m).

Af Bibelen fremgår, at den store, langsommelige gruppes march til Sinai-bjerget varede nogle dage. Traditionen angiver, at det var netop dette sted. Og just her er der overordentlig gode strategiske fortrin. De fleste af detaljerne er uomtalt i forskernes hypoteser, der ofte ønsker at placere stedet i en anden lokalitet eller afvise beretningen. Men de fremlagte informationer bestyrkes ved observation direkte på stedet.

Grundige iagttagelser af disse lokale forhold - på en tid hvor stedet stadig var uberørt - blev foretaget af en anden rejsende, Arthur Penrhyn Stanley, Dean of Westminster. Ifølge hans bog "Sinai and Palestine" (2nd ed., London 1885, s. 107-109) - kan der ikke være nogen tvivl:

- "...At en sådan slette overhovedet vil kunne findes foran et sådant bjerg, er et så bemærkelsesværdigt sammentræf med den hellige beretning, at det ikke blot er et stærkt indicium på grund af dets identitet med scenen i Bibelen, men også fordi denne scene i sig selv er blevet beskrevet af øjenvidner...".

- "...Enhver der kommer ned fra de indelukkede bjergbassiner bag Ras Sa(f)safeh-bjerget og gennem de skæve slugter, som flankerer det i nord og syd, vil høre lyde båret gennem stilheden fra sletten, men vil ikke se selve sletten, før han bryder frem fra Wadi el-Deir eller Wadi Leja; og når han gør det, vil han med det samme være under det spidse Sa(f)safeh-bjerg...".

Forsvarsmæssigt var det altså et ideelt område, afskærmet fra fjendens blik og beskyttet mod uventet indtrængen af en større samlet fjendestyrke, idet der kun var snævre adgangsforhold.

Også nærværende bogs forfatter har under et af sine Egyptens-ophold ved selvsyn kunnet konstatere, at den pågældende slettes beskaffenhed er ideel - rent ud optimal, hvad angår netop både strategiske og forsyningsmæssige hensyn under de daværende forhold. For at få et yderligere begreb om størrelsen i praksis viste en rask afskridtning sig i dalslettens længderetning at tage op til 11⁄2 time - ud til dens yderste ender.

Herved opdagedes en yderligere fordel: Den flade dalbundsslette med udsyn til bjerge i dalens fjerne ender hæver sig "ubemærket" i midten, så en lejr i dalens ene ende ikke kan ses af indtrængere fra den anden.

Af forståelige turistmæssige årsager har man - efter en stor indvielse ved Egyptens præsident Mubarak 25. april 1985 - ladet en stor del af denne dalslette bebygge med en hel by, hoteller, hospital, energi- og kloakstationer etc., flere tusinde bor/opholder sig der, næsten lige så mange som israelitterlejren reelt rummede. Alt kunne, med samme indtægt, være anlagt i dalen lige udenfor, så man kunne have totalfredet den store dalslette med den historiske og landskabsmæssige enestående lokalitet.

Der løber også periodiske, mindre regnfloder fra klipperne, så når Moses, ifølge "5. Mosebog" (9,21), kastede guldstøv fra Guldkalven i:

- "...bækken, der løb ned af bjerget..."

- passer det yderligere med denne specifikke lokalitet og selve årstiden. Den ovennævnte rejsende dekan Stanley siger herom:

- "...Dette vil være perfekt muligt i Wadi er-Raheh, hvori Wadi Lejas bæk udgydes, som netop er stærkt nedadforløbende, men altså fra St. Catharina-bjerget - dog stadig i tilstrækkelig tæt forbindelse med Djebel Musa til at retfærdiggøre udtrykket 'løbe ned, ud af klippen'...".

Der er tale om hele klippemassivet, hvor Moses-bjerget vender ud til den store slette, mens bjergets forlængelse ind i den smallere kløft - med det senere kloster - danner en ny top.

Det var netop af største vigtighed, at Moses som ansvarlig strateg her havde valgt et sted, hvor der til et længere varende ophold både kunne findes vand og mulighed for føde, ikke mindst til kvæget: Selve dalsletten udstrakt fra Sinai-bjerget omfatter 1,6 kvadratkilometer - foruden anvendelige arealer i tilstødende dale - og der findes kilder i dalene.