Positiv meditation
En af de bedste beskyttelsesforanstaltninger er at forstå, at sensitivitet over for psykiske fænomener ikke er tegn på en høj åndelig status. Sensitiviteten er bare et bevidsthedsstadie, og man skal huske, at det er et stadie, mennesket deler med dyreriget. For at beskytte sig mod det, skal man fastholde en positiv meditation. De skabende meditationer, der er beskrevet i andet og tredje års instruktioner er eksempler på "positive meditationer". De viser, hvordan man bruger tænkeevnen til at opbygge tankeformer og til at påkalde åndelig hjælp. Man forsøger at deltage aktivt og konstruktivt på de indre planer, i stedet for at åbne sig passivt for de indre kræfter, man eventuelt kommer i kontakt med. Denne form for meditation vil derfor ikke medføre psykiske vanskeligheder.
Det er en fornuftig regel, at hvis der er tegn på overstimulering, ubehag eller en uønsket påvirkning i meditationsprocessen − uanset om den er fysisk, astral eller mental − så skal man neutralisere den ved at afslutte meditationen og udstråle energien. Derefter skal man foretage sig noget fysisk aktivt, som f.eks. at gå en tur eller at udføre de daglige rutiner. Det hjælper med til at cirkulere og distribuere energioverskuddet, og man "forankres" derfor igen på det fysiske plan.
Meditation og tjenestearbejde
Det er vigtigt at huske, at hensigten med meditation er, at skabe kontakt mellem personligheden og sjælen. Sjælens højere og positive energier vil stimulere kreativiteten og give personlighedens nyt "liv", som kan udtrykkes efter behov. Det er årsagen til, at meditation altid skal kombineres med tjenestearbejde.
Tjenestearbejde er den bedste metode til både at distribuere og anvende de energier, der modtages i meditationen. Det er desuden absolut nødvendigt, at de kommer til udtryk for at undgå "energiophobning". Tjenestearbejde kan praktiseres på både indre og ydre planer, men helst på begge. På de indre planer, kan man udføre tjenestearbejde via skabende meditation og med forskellige former for invokation, udstråling og velsignelse. På de ydre planer kan man give udtryk for sjælens energi via skrift, tale og på andre måder. Denne form for tjenestearbejde skaber en kanal for den energi, der er modtaget.
Meditation, studier og tjenestearbejde
En gylden regel er at kombinere meditation, studier og tjenestearbejde. Meditation for at kontakte højere inspirationskilder. Studier for at bruge tænkeevnen og udvikle skelneevnen. Tjenestearbejde for at bruge det, man har lært, til gavn for menneskeheden. Det giver også indsigt i, hvordan man bliver medhjælper i den guddommelige plan og hensigt.
|