Kilder til glæde
En af de største kilder til glæde er skønhed. Uanset om det er skønheden i naturen, eller om skønheden kommer til udtryk i malerkunst, musik mm., så er årsagen til glæden dybest set den samme, fordi det er refleksioner af den skønhed og harmoni, der hersker på de højere niveauer. Mange har erfaret det i virkeligheden. Den skønhed og harmoni, man opfatter, er en refleksion af helhedens skønhed og harmoni.
Platon omtaler det i sin Skønhedsstige, hvor de forskellige oktaver eller trin i skønhed beskrives sådan:
- Formens skønhed.
- Sjælens skønhed.
- Den essentielle skønhed.
- Arketypen til skønhed.
Fordi skønhed reflekterer harmonien på de højere niveauer, er skønhed en af de vigtigste kilder til glæde.
Realitetens skønhed
En anden kilde er opfattelse af realitet − dvs. opfattelse af den realitet, der ligger bag manifestationen. Den er både oprindelig og et mål. Den har eksisteret siden menneskehedens begyndelse, og den vil eksistere i fremtiden. Derfor − uanset i hvilken tidsperiode man iagttager den, får man en fornemmelse af noget ægte og virkeligt, og man føler glæde. Denne glæde føler man bl.a., når man studerer realiteterne i lovene og principperne og de forskellige efterfølgende trin i udviklingsprocesserne.
Forundringens glæde
Evnen til at undres er en anden kilde til glæde. Hvis man betragter verden med undren, så fyldes man ustandseligt med glæde. Dr. Frances G. Wickes, en velkendt psykiater og forfatter, udtrykte det sådan:
"Glæde kommer af forundring
− skabelse har rod i forundring,
og den fuldendes i glæde".
Kraftens og viljens glæde
Andre kilder til glæde er kraft og vilje. Den erkendelse, at man ikke alene har en individuel og personlig vilje, men også en sjælsvilje, skaber en særlig glæde. Også energi og overskud giver glæde, og glæde giver igen energi. Det er en interessant vekselvirkning, der kan kaldes en "positiv spiral" i modsætning til de "negative spiraler", som man ofte er fanget af. En følelse af glæde skaber energi, og følelsen af denne energi forøger glæden. Denne kendsgerning kunne udnyttes meget mere, end det i al almindelighed sker.
|