Ild findes i syv tilstande
Universet er syvdelt. Kosmos afspejles derfor i ildens riger, som findes i syv tilstande. Der er syv grader af salamandere eller ilddevaer, som er mere lysende og flammende end devaerne fra de lavere elementer. Blandt ilddevaerne er jordisk ild den laveste grad, som er et fysisk udtryk for de astrale salamandere. Al ild på alle eksistensplaner er akkumuleret i én gigantisk ærkeengel, som er ildens guddom i solsystemet og salamanderne arbejder under den i deres forskellige rangordener.
Hensigten med den universelle ild er at regenerere og forandre. Det sikrer kontinuitet i væksten via forandring, og det sikrer, at intet i Universet bliver statisk, passivt og langsommeligt. Ildelementet er et udtryk for den guddommelige vilje, som skaber et konstant og udviklingsmæssigt pres på alt liv. Det viser sig i alle former som en indre trang, der stræber mod et mere fuldkomment udtryk for det iboende liv. Ilden har den særlige funktion, at den holder den universelle bevægelse ved lige, og ildelementets beboere er i besiddelse af den brændende egenskab, som forvandler, regenererer og – hvis det er nødvendigt – nedbryder. På Jorden er salamanderen og dens ildelement bedst kendt som ”nedbryder”, og alligevel bruger menneskeheden ikke kun ilden til at destruere, men også til at skabe lys, varme og kraft.
|