Når ilden brænder i pejsen, er den solildens redskab, og derfor skal ild altid betragtes som hellig. Når mennesket tænder ild, påkalder det en salamander. Pejsens ild har sine ildvæsener. Lejrbålet har sine. En storbrand tiltrækker dem i stort antal, og de strømmer til for at nyde og svælge i deres elements manifestation på Jorden. Fordi de er legemliggørelsen af solilden, kan man sige, at solilden besjæler den fysiske ild, som de har samme forhold til, som Sollogos’ ildaspekt har til dem.

Vulkaner er centre med koncentreret solild, og her samler salamanderne sig i forskellige hierarkiske grader, for overalt hvor ildelementet er aktivt, er ilddevaerne til stede. Dybt under Jordens overflade brænder en uslukkelig ild, der reelt er en del af solilden, som den stimuleres af, og som den konstant står i direkte forbindelse med. Her bor gigantiske medlemmer af salamandernes gruppe. Her arbejder mange af naturvæsenernes og devaernes ordener, for den indre kilde til planetens liv og kraft findes i Jordens midte. Her fornys Jordens vitale energier. Her genoplades drænet stof, og interstellare atomer præges med Jordens specielle vibration, mens de deltager i planetens atomare kredsløb. Logos’ brændende livskraft udgår fra Jordens centrum, og den strømmer uafhængigt af fysiske kanaler. Den er direkte forbundet med den højere mekanismes funktion, der regulerer systemet. Her oplagres og fornys planetens magnetiske energier under ledelse af naturvæsener og devaer. Hver krafttype er en fysisk afspejling af et aspekt af den centrale guddommelige energi, som er intimt forbundet med solildens område.