Sådan er de kraftfulde ildskabninger, der befinder sig foran den brændende trone – dvs. foran den flammende Logos, der har skabt devaer og mennesker. Under dem er de store ordener af ildvæsener organiseret – grad efter grad – niveau efter niveau. På hvert af naturens eksistensplaner tjener de ildens overhoved, og de er hver især trofaste over for deres ildherrer. Deres brændende natur giver dem udseende af ukontrolleret vildskab – af flammende og nedbrydende kraft. En mængde logoisk kraft er oplagret i hver af dem på hvert eksistensplan. Ilddevaernes vækst ses som en forøgelse af den logoiske kraft. Deres størrelse vokser, og de bliver gradvis et mere fuldkomment udtryk for den logoiske viljes ild.

Den største fysiske ildebrand er bare en svag og beskeden afglans af Solens virkelige ild. De klareste fysiske flammer virker som skygger sammenlignet med Solens strålende lys. Systemets og Universets ildaspekt minder om lyn, som danner en form som en solsikke, der har kronblade, som består af konstante lynglimt. Lynene udgår fra solsikkens hjerte. Alt manifesteret liv på alle eksistensplaner er omgivet og gennemstrømmet af ild. Det interplanetariske tomrum findes ikke. Planeternes adskillelse er ikke andet end en illusion. Solen er ikke et isoleret center for planeter i kredsløb. Der findes kun en homogen helhed, som er fyldt med ild.

Hvert atom i systemet og i rummet mellem atomerne er fyldt med ild. Alt brænder med en glødende kraft. Centrum og omkreds er ét. Selv om gigantiske solblomster med kronblade, der berører de fjerneste planeters bane, viser sig frontalt fra enhver synsvinkel, er der reelt kun én blomst og én ild, for der er kun én Sollogos. Solblomsten er Sollogos’ legeme. Planeterne er Sollogos’ organer. Solen er Sollogos’ brændende hjerte. Soldevaerne er Sollogos’ legemsdele, og Sollogos’ mægtige hoved er organerne i én, der er større end Sollogos’ – den universelle ilds universelle Herre.