Vertikal position med
horisontal holdning
I de seneste 200 år er der sket tankevækkende udviklinger indenfor naturvidenskab og teknologi. Men de resultater, naturvidenskabens forskere har nået, har ikke været i stand til at løse planetens problemer. Men det vil være muligt at løse verdensproblemerne og transformere dem ved hjælp af sund naturvidenskabelig forståelse integreret med åndsvidenskabens erkendelser. Et uddybende samarbejde mellem de akademiske og de åndsvidenskabelige forskere vil uden tvivl fremme overgangen til Den Nye Tidsalder. Muligvis vil videnskabernes mål i Vandbærerens tidsalder blive at skabe en vertikal position med en horisontal holdning og at udforske de indstrømmende og udstrømmende energier og de magnetiske og udstrålende kræfters vekselvirkning.
Vesten holder fast ved den ortodokse naturvidenskab som sit faste udgangspunkt. Åndsvidenskaben med sin evige visdomslære skaber grundlaget for en ny form for erkendelsesvidenskab. Mon ikke tiden nærmer sig, hvor visdommens principper kan blive udgangspunkt for menneskehedens kultur? Formålet med artiklen er at bidrage til, at indsigten i den kvalitative åndsvidenskab, integreres i nutidens kvantitative naturvidenskab.
Hvad er formålet med den kvantitative naturvidenskab, hvis det ikke er at oplyse om vejen til højere erkendelse, og hvad er formålet for den kvalitative åndsvidenskab, hvis det ikke er at hjælpe menneskeheden med transformeringen af den esoteriske læres principper til videnskabelige formler? De to retninger skal arbejde sammen og supplere hinandens konklusioner og forsøg. Forskellen er, at naturvidenskaben forsøger at forstå sandheden, mens åndsvidenskaben erfarer sandheden direkte, men begge videnskabers arbejde går ud på at afdække sandhed.
Fra separatisme til holisme
Alt er en del af Universet. Derfor skal den kvantitative naturvidenskab nå frem til den holistiske opfattelse, at alt er en del af en enkelt enhed, og at alle levende skabninger er dele i en proces i et helhedssystem. Det er nødvendigt, at forskerne ændrer den separatistiske metode til den esoteriske og universelle metode. Betydningen af "enhed" og "helhed" er, at alt har en indre relation til alt andet.
Naturvidenskabelig ekspertise har beriget menneskeheden med hurtige kommunikationsmetoder og nemme rejsemuligheder i en sådan grad, at verden føles mindre. Menneskehedens udsyn kan sammenlignes med aktiviteter i en global landsby.
Skal den materialistiske naturvidenskab styre eller dominere civilisationen, eller er dens formål at afsløre de love og principper, der ligger bag manifestationen, og at oplyse om principperne for at berige menneskets liv og fremskynde evolutionsprocessen?
Vil den materialistiske naturvidenskab medvirke ved udviklingen og udvidelsen af menneskehedens bevidsthed og ved at bringe det ukendte univers indenfor bevidsthedens rækkevidde for at afsløre mysterierne? Med Albert Einsteins ord:
"Det smukkeste, man kan opleve, er det mystiske.
Det er kilden til al sand kunst og videnskab".
|